Pædagogik og idrætsmærker

Som lærer i folkeskolen vil der være områder inden for undervisning, man ved mere om end andre. Her tænker jeg på undervisning i bestemte fag på de forskellige klassetrin. For mit vedkommende er der ting, der først er gået op for mig, efterhånden som mine egne børn er kommet i skole, i dette tilfælde 4. klasse.

Det, jeg har opdaget, er, at man som et led i idrætsundervisningen skal tage idrætsmærker. Det vil sige forsøge at tage et idrætsmærke, for det er jo ikke sikkert, man er dygtig nok. Selv om dette tager udgangspunkt i min egen søn, kunne det være en hvilken som helst elev, og min harme havde været den samme.

Historien er:

Efter sommerferien henlægges idrætsundervisningen til byens stadion, hvor eleverne så skal samle point sammen til at få bronzemærket i atletik. Anders (som min søn hedder) er en social dreng med et ikke særligt veludviklet konkurrencegen, og derudover er han ikke særlig motorisk velfunderet. Han indser næsten med det samme, at dette pointsamleri vil volde alvorlige problemer, og lufter tanker om at gå i skarp træning.

Han beslutter sig for at starte til atletiktræning i den lokale klub, får den rigtige dragt og er meget glad for at træne.

Lærerne i skolen roser og opmuntrer ham, synes, det er et godt initiativ, og at der virkelig kan spores en vis fremgang. Drengen klarede ikke kravene til de olympiske lege, men han synes, det er sjovt, og det flytter noget. Det lyder også bedre at sige, man går til atletik frem for at gå til motorisk træning, men resultatet er det samme!

Så kom dagen, hvor Anders for første gang nogensinde var ked af at skulle i skole: Mærkerne skulle deles ud, og han vidste, at der ikke var noget til ham. De var to ud af 50 elever, der desværre ikke havde klaret pointkravet!

Så er det, jeg spørger: Hvilke pædagogiske overvejelser har man gjort sig?

I et af formålene for faget står det:

Eleverne skal have mulighed for at opleve glæde ved og lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og det samfund, de er en del af.

Jeg er ikke af den opfattelse, at konkurrence kun er af det onde, og at vi skal foregøgle, at alle er lige gode til alting. Det er da sjovt at tælle point i rundbold, så man ved, om drengene var bedst, eller om det var ærkefjenderne fra b-klassen.

Vi tester eleverne i dansk og matematik, så vi kan støtte op der, hvor der er problemer, ikke for at udstille de svage eller fratage dem glæden ved at lære at udfolde sig.

Lotte Bolø Nielsen

Sønderborg