Fagformål for tysk
”Eleverne skal i faget tysk udvikle kompetencer til at kommunikere på tysk både mundtligt og skriftligt, så de kan anvende tysk nationalt og globalt i deres aktuelle og fremtidige liv”.
Eleverne skal med andre ord, når de forlader folkeskolen, både kunne klare sig i en samtalesituation og formå at formulere sig skriftligt. De skal lære tysk, så de kan klare sig i Danmark, når de møder tyskere, eller når de i forskellig sammenhæng skal ytre sig skriftligt. Kommer de først så vidt, kan de også indgå i videre uddannelser, hvor kommunikation mundtligt som skriftligt måtte være påkrævet. Vel også i erhvervsmæssig sammenhæng. Globalt hæfter man sig ved, at Tyskland er vor største handelspartner, og at det er nødvendigt, at vi har dygtige medarbejdere i virksomhederne, der kan fortsætte udviklingen i Danmarks eksport.
Noget andet er den kommunikation, der opbygges i selve undervisnings- og fritiden: de elektroniske muligheder for at indhente informationer, den direkte kontakt via Skype eller Facetime for slet ikke at tale om de muligheder projekter som ”Das Bild der Anderen” (https://www.goethe.de/ins/pl/pro/bild/GI_Lehrerhandbuch_09_03_06_72dpi.pdf) lægger op til. Endelig er den kontakt, der opnås gennem venskaber over landegrænserne uvurderlig i tilegnelsen af det tyske sprog.
Eleverne skal samtidig udvikle deres sproglige bevidsthed om tysk sprog og om fremmedsprogsindlæring samt styrke deres kulturelle og interkulturelle forståelse gennem kulturmøder.
Eleverne bygger i indlæringen af tysk videre på de erfaringer, de allerede via modersmålet og deres første fremmedsprog, engelsk, har tilegnet sig.
Gennem erfaringer med tilegnelse af sproget opbygges der kontinuerligt et mere sikkert sprog med udbygget formuleringsevne.
Gennem Youtube-klip og kort- og spillefilm samt (tv)-reportager, får de mulighed for at få indblik i de kulturelle forhold, der hersker i de tysksprogede lande. Gennem sprogrejser, på rejser med familien eller på egen hånd og via direkte kontakt over internettet, de sociale medier med videre, udbygges deres forståelse af at sammenligne forholdene i Danmark og de tysksprogede lande: ”So ist es bei uns – wie ist es bei euch?”
Stk. 2. Gennem oplevelse, fordybelse og aktiv medvirken skal elevernes lyst til at bruge sproget personligt og i samspil med andre fremmes. Eleverne skal herved få tillid til egne evner og lyst til at beskæftige sig med tysk sprog og kulturer til fremme af deres videre udvikling.
Eleverne skal ikke kun sidde på deres dertil indrettede og lytte på. De skal op af stolene og være aktive. De skal arbejde sammen om tilegnelse af fremmedsproget. Gruppeaktiviteter og strukturer (CL), der fremmer en aktiv deltagelse skal være i højsædet. Der skal være musik og bevægelse til at fremme sprogtilegnelsen og lysten – især i begyndervisningen. Der skal være mulighed for via apps og link til sider med opgaver at arbejde selvstændigt med sprogtilegnelsen. Der skal især arbejdes på en måde, så de synes, at tysk er sjovt.
Læreren som rollemodel
Læreren skal være rollemodel, så det bliver bekræftet, at elevernes udbytte afspejles i lærerens engagement. For at det kan lade sig gøre, skal lærerne have mulighed for at deltage i fagligt-pædagogiske kurser i forenings- eller CFU regi, så lærerne hele tiden føler sig up to date og føler, at han/hun i samspil med fagkolleger kan medvirke til gensidig inspiration.
Stk. 3. Faget tysk skal give eleverne grundlæggende viden om kultur- og samfundsforhold i tysktalende lande og derved styrke deres internationale og interkulturelle forståelse.
Det er lærerens opgave at præsentere eleverne for såvel læse- som lyttetekster og illustrative tekster, så de får en viden om, hvordan hverdagen fungerer i de tysktalende lande.
Det skal være sådan, at eleverne får mulighed for udveksling med jævnaldrende via skoleudvekslinger, så de vender tilbage opfyldt af erfaringer, der siger dem: tyskerne bor anderledes end os, deres handlemønster i familien adskiller sig på mange måder fra vores, og de spiser også ofte andeledes, end vi gør. Deres skole er anderledes, disciplin og tiltaleformer er anderledes og endog er undervisningen på mange måder anderledes end den, de kender fra Danmark. En erfaring, som elever på udveksling har gjort gang på gang, samtidig med at de har konstateret, hvor meget fritidsinteresser, venskabsforhold, ungdomskulturer, musiksmag er fælles for unge i Tyskland og Danmark.
Der er lang vej til stjernerne, men vejen er værd at stræbe efter!
På vej mod stjernerne?
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.