På vej mod konkurrencestaten

De ti nationale test, der blev indført i august, er blot de første dråber i det, som over nogle år vil vokse til en sand flodbølge af test.

Det forudser professor i komparativ politik ved Handelshøjskolen i København, Ove K. Pedersen, der i disse dage publicerer en serie essays i dagbladet Information om den gevaldige forandringsproces, som velfærdsstaten i øjeblikket er inde i.

»Politikken vil blive knivskarpt målrettet. Den vil sigte på 'hin enkelte' (det enkelte barn, den enkelte unge, den individuelle familie) med det formål at investere i dennes personlige konkurrencedygtighed og minimere den enkeltes risici«, skriver han.

Det er i det perspektiv, man skal se de nationale test og elevplanerne. Forligspartiernes idé er, at test og elevplaner kan medvirke til, at alle elever, også de svageste, går videre i uddannelsessystemet. Ingen må nemlig i den nye velfærdsstat være henvist til offentlig forsørgelse. Principielt skal alle ud på arbejdsmarkedet. Alle skal kunne klare sig selv.

Det er derfor, at toppolitikere som Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt uophørligt messer, at folkeskolen skal gøre sit til at bryde børnenes negative sociale arv. Og det er derfor, den nye skolelov i USA hedder »No Child Left Behind«.

Det viste sig nemlig, at den klassiske velfærdsstat - der blev skabt i 1930'erne og brød sammen i 1980'erne, og som Ove K. Pedersen kalder den kompenserende stat og fordelingsstaten - fastholdt store grupper af borgere i passiv forsørgelse. Stik imod sin hensigt skabte fordelingsstaten dermed ny ulighed.

I 1990'erne påbegyndte Poul Nyrup Rasmussen-regeringerne med en række arbejdsmarkedsreformer en omformning af velfærdsstaten til det, som Ove K. Pedersen kalder konkurrencestaten og den investerende stat.

Anders Fogh Rasmussen-regeringen er kørt videre i det spor med det nyligt vedtagne velfærdsforlig, hvor staten pålægger borgeren arbejdspligt. Til gengæld har borgeren fået kompetenceret - det vil sige ret til kurser og aktivering, der udvikler kompetencer.

I samme ånd er også undervisningspligten blevet udstyret med en kompetenceret. Skolen skal nu give barnet de kompetencer, der er blevet aftalt mellem skole og hjem i elevplanerne. Sker det ikke, kan forældrene klage. I USA får klagende forældre nu en pose penge eller supplerende undervisning til deres barn betalt af skolen.

Derfor vil der komme flere test. Forældrene oplever testene som deres mulighed for at sikre sig, at deres børn kan klare sig i konkurrencestaten.

Men hvis testene rent faktisk skal blive en hjælp for eleverne, kræver det, at de, der har forstand på børn og undervisning, nemlig lærerne, er med til at udvikle testsystemet.

Bliver det trukket ned over hovedet på skolerne, gør det mere skade end gavn.

Ove K. Pedersens essays kan læses på tema.information.dk/velfaerd).

jvo