Over stok og sten

Charlie Chaplin. Man genkender ham straks på bowlinghatten, bambusstokken, overskægget og de lidt for store sko. Alle tiders største stumfilmsikon. Nu er det unægteligt nogle år siden, at dette medie var en vogue, men gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig. I disse hypermoderne CGI-tider er man ellers oppe imod større kræfter, når man skal indlade nye generationer på sådan en gang bedaget arvesølv, men heldigvis går kvalitet og originalitet aldrig af mode.

Filmisk pustepause

Jeg er ellers ikke den store tilhænger af film i undervisningen, da det af og til kan ende ud i forvaring, men når det kommer til Charlie Chaplins stumfilm, er det svært at komme uden om. Der er tale om nonverbal kommunikation og ”don’t tell it, show it”. Alene det samspil, der er mellem billede og musik, er et indlysende aspekt. Det afhænger selvfølgelig af, hvilken udgave det er af filmen, særligt da det med de tidligeste ikke er den definitive version, eftersom musikken på det nærmeste blev improviseret af en live pianist på stedet.

For fuld musik

De udgaver jeg holder mig til er fra såkaldte BFI (British Film Institute), hvortil der er komponeret en helt ny ”score” med slapstick-effekter og det hele, udover en temmelig nyistandsat billedside. Det her er altså underholdning på et højt plan. Det virker så levende, at børnene af og til spørger, om det er fra det virkelige liv. At handlingen i en af filmene (The Rink) tilmed finder sted på blandt andet en rulleskøjtebane lægger unægteligt op til en del ballade. Selvfølgeligt mestrer Chaplin også denne disciplin til UG med kryds og slange. Alting var sgu lidt sjovere i gamle dage.