Opdragelsesdebattens "hvorfor"

Opdragelsesdebattens ”hvorfor”

Mai Mercados initiativ Opdragelsesdebatten er rejst på grundlag af en mistanke om, at forældre i dag curler deres børn i en uhensigtsmæssig udstrækning. Antagelsen er, at udviklingen af en slags curlingkultur bevirker, at børn ”ikke får den kerne af robusthed”, de har brug for, som Mercado selv formulerede sig overfor Politiken på et pressemøde. Denne antagelse beror på et par empiriske iagttagelser, herunder 800 forældres klage til Forbrugerombudsmanden vedr. deres børns manglende held i bestræbelsen på at samle alle dyrekort.

Men hvad er det for en kerne af robusthed, som børnene ikke udvikler? Hvilke egenskaber og karaktertræk er det, som går fløjten med forældrenes løsslupne curling?

Svaret synes at være, at den robusthed, som udebliver, er en robusthed, som sætter barnet i stand til at acceptere, at der ikke er medvind i alle livets forhold. Børn skal lære, at det for eksempel ikke er givet at man opnår en komplet samling af dyrekort, blot fordi man bruger en masse penge i netop dette øjemed. Kort sagt: opdragelsesdebatten synes initieret på præmissen om, at børn mangler forståelse for, at livet kan være surt.

Et forkert udgangspunkt?

Hvad nu hvis dette er den forkerte præmis? Mercado påpeger netop, at hun ikke ønsker at være opdragelsesminister. Alligevel rammesætter hun opdragelsesdebatten med curlingfænomenet, hvormed en række spørgsmål af stor vigtighed for opdragelsesdebatten undviger vor opmærksomhed. Inden debatten begrænses til argumenter for og imod det, Marcado kalder curling, bør vi derfor træde et skridt bagud og spørge os selv, hvad der på et mere overordnet og strukturelt niveau kendetegner vor samtid og samfund. Tesen er, at vi alene ved at være bevidste om, hvilke krav mennesker mødes af i dag, kan føre en kvalificeret opdragelsesdebat.

Usikkerheden og dens følger

Opløsningen eller dynamiseringen af sociale bånd har om noget kendetegnet moderniteten, og kendetegner endnu i dag det samfund, vi lever i. Som erstatning for en samfundsmæssig position givet i kraft af biologiske tilhørsforhold, opflaskes vi i dag med parolen om, at verden ligger for vore fødder: vi kan blive hvad vi vil så længe vi vil det nok (og det er i princippet ligegyldigt hvad vi gerne vil være, så længe vi fremmer vor nations deltagelse i den internationale, økonomiske konkurrence). At være menneske i dag indebærer med andre ord fordringen om at skabe sig selv. Den sociale og identitetsmæssige frihed er (tilsyneladende) enorm, og det påfalder individet alene at forvalte denne frihed. Det er først og fremmest denne opgave, opdragelsen skal ruste vore børn til at påtage sig.

Den sociale og identitetsmæssige frihed er nemlig en tung byrde at bære. Uden de rette karaktertræk bliver opgaven overvældende og individet derfor angst. Hvor er min plads i verden? Således lyder det spørgsmål, som tårner sig op foran det individ, der er skænket frihedens isolation.

Psykologen Erich Fromm skrev i 1941 en interessant bog om netop dette. Individualiseringen, hævder Fromm, er ubærlig for mennesker som flest. Fromm skitserer dobbeltheden i individets sociale frigørelse med reference til myten om menneskets fordrivelse fra paradiset:

”Ved at stille sig udenfor naturen … kommer mennesket til at stå nøgent og skamfuldt. Det er alene og frit, men samtidig svagt og bange. Den nyvundne frihed bliver en forbandelse; det har frigjort sig fra paradisets silkelænker, men har ikke fået friheden til at være sin egen herre, til at gøre brug af sin individualitet” (Fromm 1963: 33).

Og Fromm argumenterer videre, at netop den manglende evne til at betjene sig af sin individualitet var en central forudsætning for en af menneskehedens største katastrofer, nemlig nazismens opblussen i datidens Europa. Frihedens ubærlige byrde tvinger individet til at søge svar, som kan give det den sociale forankring, som er opløst i kraft af frigørelsen fra de sociale bånd.

Min tese er, at vor samtid giver et andet svar på menneskets manglende evne til at bære frihedens byrde, end det svar som blev givet i første halvdel af forrige århundrede. Samtidig hævder jeg, at opdragelsens udfordring og opgave er næsten den samme.

Sandheden og den skjulte mester

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan har udviklet et begrebsapparat, som tjener til analyse af diskursive eller samfundsmæssige strukturer. Lacans begrebsapparat hjælper os med at undersøge, hvordan viden produceres og bidrager til at manifestere samfundsmæssige strukturer og dermed give subjektet, mennesket, en plads i den sociale orden. Han skelner bl.a. mellem mester- og universitetsdiskursen, som udgør to blot tilsyneladende væsensforskellige samfundsmæssige strukturer: I mesterdiskursen antager mesterens ord karakter af Lov (det, som Hitler siger, er sandt), mens det i universitetsdiskursen gælder, at kun den objektive/upartiske viden kan gøre krav på denne position. Det er som bekendt længe siden, Fogh tog sit opgør med smagsdommerne. I dag nærer mange af os skepsis overfor ledere, hvis udsagn er i strid med faktuel viden. Trumph hænges eksempelvis ud som løgner i diverse anerkendte medier, hvilket aldrig kunne have været tilfældet med Hitler. Men spørgsmålet er nu, hvor stor en forskel der reelt er på mester- og universitetsdiskursen?

Ifølge Lacan er de to diskurser nemlig grundlæggende ens. Forskellen er blot, at universitetsdiskursen tilbyder mesteren et skin, et slør af objektivitet, som tjener til at skjule den partiske og subjektive dimension i hans udsagn, som netop i kraft af dette slør antager status af sandhed. Også universitetsdiskursen har dermed en iboende, totalitær tendens – blot er den vanskeligere at gennemskue. Uden tvivl udgør den evidensbølge, som i de seneste årtier har oversvømmet diverse pædagogiske sfærer, et slående eksempel på, hvordan universitetsdiskursen legitimerer en skjult form for totalitarisme. I evidensens (sandhedens) navn har centrale pædagogiske og didaktiske spørgsmål mistet deres relevans. Vi spørger, hvad der virker, men ikke hvad vi gerne vil lykkes med og hvorfor. Pædagogikken tvinges til, hovedløst men ihærdigt, at arbejde i en retning, som ikke kan debatteres.

Opdragelsens ”hvorfor”

Evidensens triumf er dermed netop et eksempel på, at vi trods forandringer i den diskursive struktur, som kendetegner vort samfund, fortsat mangler evnen og modet til at påtage os det sociale og identitetsmæssige ansvar, vi er givet i kraft af individualiseringen. Sagt med Friedrich Nietzsches tekst om Åndens tre forvandlinger må opdragelsen derfor tage sige på at bibringe individets de fornødne forudsætninger for at gøre op med sin (skjulte) mesters ”Du skal”, så det i stedet kan træffe et selvstændigt og socialt ansvarligt ”Jeg vil”.