Ondskabsfuld er et ord, jeg undrer mig over...

Jeg fandt et skema i kopimaskinen forleden. Med 40 spørgsmål til læreren om en elevs adfærd i klasserummet. Og jeg kan selvfølgelig godt gennemskue, hvad man gerne vil afdække med de 40 spørgsmål, så de fleste af spørgsmålene giver mening for mig.

MEN et enkelt stikker lidt af: "Handler barnet ondskabsfuldt eller hævngerrigt?"

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har mødt et ondskabsfuldt barn. Jeg har mødt virkelig mange børn, som er frustrerede, pressede, vrede, kede af det, bange, bekymrede og alt, hvad man ellers kan finde af følelser i den bolgade. Men ondskab???

Den køber jeg ikke.

Jovist kan det synes ondskabsfuldt, når et barn slår andre med en kæp eller hvad man nu ellers kan slå med. Men jeg får bare aldrig øje på ondskab som det første. Jeg får øje på alle de ovennævnte følelser, som udløser en handling, der kan synes ondskabsfuld.

Faktisk synes jeg slet ikke ondskab børn være en del af vores pædagogiske sprogbrug.

Jeg ved godt, at formuleringen hæfter ondskab på barnets handlinger og ikke på barnet selv, men jeg er stadig ikke vild med det.

"Er du ikke lidt blødsøden, Ann-Berit? Børn kan godt handle ondskabsfuldt."

Måske. Jeg ser bare rigtig meget andet i børns handlinger end ondskab. Jeg ser på børns ønsker.

Børn, som handler i affekt og gør uhensigtsmæssige ting, som kan synes ondskabsfulde i andre børns - og voksnes øjne - er alle børn, som har et ønske. Det kan være et ønske om at bestemme, at få sine ting tilbage, at få rettet op på en uretfærdighed, at give tilbage, at få afløb for sine frustrationer..... Der kan være mange veje hen til den voldsomme adfærd.

Men jeg har bare aldrig brugt ordet: "ondskabsfuld" om børn og deres handlinger. Det ligger simpelthen forkert i munden.