OK21 - det bliver ikke bedre

Resultatet af OK21 er netop sendt til afstemning blandt medlemmerne af DLF. Forud for lærernes afstemning har resultatet været til afstemning blandt andre organisationer i forhandlingsfællesskabet, hvor bl.a. et flertal af medlemmerne i DSR har stemt nej.

Allerførst vil jeg slå fast, at jeg stemmer ja til OK21. Det har ikke været nogen nem beslutning, og nogle af de punkter, der har fyldt i mine overvejelser, vil jeg gerne dele.

Længden på overenskomsten. Det første og mest nærliggende at kommentere er varigheden af overenskomsten. DLF havde fremsagt et ønske om, at OK21 kun skulle være etårig. Det ville have givet mening med en kort overenskomst, da man dermed i højere grad kunne have imødekommet det samfundsøkonomiske pres forårsaget af Coronaepidemien og udskudt nogle af kravene. Med en treårig overenskomst, som var ønsket af et flertal i forhandlingsfællesskabet, er de fremsatte krav sværere for forhandlingsparterne at mødes om.

Tillidsrepræsentanternes vilkår. Et krav, som ikke er blevet imødekommet, blev fremsat af uddannelsesforbundet, og dækker over en tydeliggørelse af TRs vilkår. Man kunne forvente, at alle TR uanset ansættelsessted kunne agere inden for en ramme, der gør det muligt at varetage den større opgavemængde, der følger i kølvandet på A20. Resultatet af OK21 efterlader potentielt TRere, der ikke er sikret tid i MED-aftale eller lokal A20-aftale, uden tid nok til at tilegne sig viden, der er nødvendig for at varetage medlemmernes vilkår på de enkelte arbejdspladser. Heri ligger en tydeliggørelse af mit tidligere udsagn om, at A20 ikke er fyldestgørende som en kollektiv aftale, der sikrer alle medlemmer ordnede forhold (https://folkeskolen.wp.stage.combell.peytz.dk/1850391/arbejdstidsaftale-20---utilstraekkelig-som-kollektiv-aftale).

Lønstigninger. Det er lykkedes at sikre reallønnen i OK21. Det betyder, at vi i løbet af overenskomstperioden vil få procentvise lønstigninger, der sikrer, at lønnen fortsat vil stige i takt med, at forbrugspriserne stiger. Der er altså ikke tale om en egentlig lønstigning, men en bevarelse af lønniveauet i forhold til inflation. Man forventer dog en mindre stigning på forbrugspriserne end lønstigningerne, så der er måske tale om en lille egentlig lønstigning.

I samme tråd er det ikke lykkedes at få et opgør med Tjenestemandsreformen, der placerer faggrupper i løntrin på baggrund af tjenestemændenes lønklassificering i 1969. Sammen med reguleringsordningen der dikterer, at det offentlige arbejdsmarked ikke må være lønførende, resulterer det i, at man ikke har kunnet forhandle egentlige lønstigninger til de lavtlønnede faggrupper. Det er bl.a. det, der har fået et flertal i DSR til at stemme nej. Til trods for dette er det lykkedes vha. organisationsmidlerne at efterkomme noget af lønslæbet til nogle mindretalsgrupper som f.eks. børnehaveklasseledere og UU-vejledere.

Forbedringer eller ej? På flere områder er det blevet aftalt, at man vil kigge nærmere på, hvordan man kan sikre bedre forhold, uden der egentlig er lavet aftaler, der reelt sikringer forbedringerne. Det drejer sig f.eks. om efter- og videreuddannelse, hvor man vil indhente viden om behov og eksisterende muligheder, seniorpolitikken, hvor man ønsker at forny rammeaftalen, men ikke har gjort det, praktikaftalen, hvor man vil indhente viden mhb. på at modernisere og forenkle aftalen, og det psykiske arbejdsmiljø, hvor man bl.a. vil udvikle en uddannelse om psykisk arbejdsmiljø og fokusere på Spark.

Og hvorfor så et ja? Jeg synes ikke, at det forhandlede resultat er særligt godt til en treårig aftale. Måske, hvis OK21 havde været etårig, kunne man have talt om et fornuftigt grundlag med Coronaepidemiens indflydelse på samfundsøkonomien for øje. Det skal dog bemærkes, at OK-periodens længde er en del af de generelle forhandlinger. Jeg tror på, at vi er bedre stillede i forhandlingsfællesskabet end ved at gå enegang. Sammen står vi stærkere. Så helt grundlæggende tror jeg ikke på, at det bliver bedre ved et nej. Derfor stemmer jeg ja.