Og i øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges

Kære Dorthe Lange og DLF,

Jeg synes faktisk, vi gør det godt. Men det er ikke alle, der synes det. Sidste år læste jeg en kronik i Folkeskolen skrevet af en nyuddannet lærer, som fandt, at der havde været alt for stort fokus på det teoretiske arbejde i uddannelsen, og at hun havde svært ved at omsætte det til noget i mødet med praksis. Hvilken plads vil der være til hende i Dorthe Langes ide om en ny læreruddannelse? Kan man få mere af alting på en gang, eller er noget altid på bekostning af noget andet?

Rækken af spørgsmål ordnes i punktform herunder og knytter hver især an til Dorthe Langes pointer fra lederen.

Lange skriver, at praksis, i universitetsregi, ’vil hvile på et bedre teoretisk fundament’. Der argumenteres for, at både teori og praksis styrkes. På hvilken måde mener Dorthe Lange, at dette ikke er tilfældet aktuelt på læreruddannelsen? Og hvad vil styrke i den sammenhæng sige?

’Grunduddannelse og videreudvikling skal være i hænderne på professionen selv. Det bliver læreruddannede, som underviser lærerstuderende… Som det er nu, skal man være kandidatuddannet for at undervise lærerstuderende på professionsuddannelsen, og det er der ingen lærere, der er’. Jeg kan ikke helt følge argumentationen her, og måske jeg læser pointen forkert. For det første viser tal fra den første delanalyse af læreruddannelsen fra 2018, at ’52 % af underviserne (på læreruddannelsen) oprindeligt er uddannet folkeskolelærer. 61 % af underviserne har praktisk erfaring med at undervise i folkeskolen’. På den baggrund er Dorthe Langes argumentation skudt helt ved siden af. For det andet pointeres det i samme delanalyse at en øgning af PhD’ere’forventes at kunne bidrage til en styrkelse af undervisningens vidensbasering’. For det tredje fremstår pointen om at lærere mere kvalificeret skulle kunne bidrage til den studerendes uddannelse end kandidaten (der for over mere end halvdelens vedkommende selv er læreruddannet) mærkværdig. Hvorfor gælder argumentationen om bedre teoretisk fundament, praksiserfaring mm. ikke for kandidater? Og findes der andre akademiske uddannelser, hvor man på den måde privilegerer pointen om at uddannelsesmæssigt jævnbyrdige uddanner jævnbyrdige? Kunne man forestille sig dette udrullet i folkeskoleklasser? At elever holder skole for andre elever?

’En kandidatuddannet profession vil have grundlag for større selvstændighed og professionelt råderum. Smarte koncepter, målstyring med mere vil ikke få så meget medvind’. Når jeg læser dette, bliver jeg i første omgang glad for at være i en fagforening, hvor næstformanden ikke på tilsvarende vis beskriver mig om uselvstændig og til fals for koncepter, fordi jeg ikke har den eller den uddannelsesmæssige grad. Er det således Dorthe langes opfattelse eller oplevelse, at medlemmerne i DLF ikke kan træffe selvstændige beslutninger eller være kritiske som en direkte konsekvens af deres fireårige læreruddannelse? Derudover bliver pointen er også modsætningsfyldt, idet min forventning til en ’forskningsbaseret læreruddannelse’ i universitært regi i højere grad end aktuelt, netop vil blive farvet af forskning som fx Hatties og lagt i hænderne på fx Jens Rasmussen, hvorved det professionelle råderum ligeså kan forsvinde, som det kan udvide sig.

’En kandidatuddannelse vil medføre en højere anerkendelse’ og derfra direkte over i Finland- og Singapore-argumentet. Højere anerkendelse vil bestemt være på sin plads, man forestiller Dorthe Lange sig, at denne kommer af sig selv, blot fordi man gør uddannelsen længere og gør det til en kandidatuddannelse? Jeg underviser på læreruddannelsen og ved af erfaring samt fra interne evalueringer, at lærerstuderende bl.a. vælger læreruddannelsen, fordi den ikke er en universitetsuddannelse. Fordi den ikke er femårig. Fordi undervisningen foregår på en anden måde. Fordi vi organiserer os i mindre hold/klasser og med tættere kontakt mellem studerende og underviser, end man kender det fra universitetet. Forestiller Dorthe Lange sig, at vi gennem oprettelsen af en femårig læreruddannelse, får lettere ved at rekruttere til uddannelsen? Og hvorfor skulle man vælge en læreruddannelse, hvis valget også har baseret sig på studiemiljø mm. hvis denne ’gøre’ som enhver anden kandidatuddannelse?

Cato sluttede alle sine taler i senatet med ordene:’I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges’. Finland og Singapore droppes med samme flittighed ind i uddannelsesdebatten, når den handler om folkeskolen og synes altid at blive bragt på banen, når argumentationen er tyndbenet. Det er lige præcis den samme tendentiøse til-fals for-modestrømninger-uprofessionalisme, som Dorthe Lange mener at ikke-kandidatuddannede lærere lider af: hvordan kan man lave en sammenligning af skolesystemer uden at samtidig at sammenligne de lande, de samme skoler ligger i? De værdier og traditioner samt prestige mm. der knytter sig til arbejdet som lærer i det pågældende land? I Finland er lærerjobbet omgærdet af stor respekt. Men det er en respekt, der ligger indlejret i det finske samfund. Er det sandsynligt, at respekten og anseelsen der følger med lærerjobbet øges væsentligt, blot ved at lave en femårig uddannelse? Vil lønnen føle med? Handler det ikke også om anerkendelse, tillid og investering fra politisk niveau? Tænker Dorthe Lange at dette automatisk følger med, når blot uddannelsen bliver femårig? Singapore-argumentet falder i samme kategori som Finland-argumentet. Prøv at google Singapores skoletænkning. Mange links leder til Folkeskolens egen hjemmeside, hvor en række forskere advarer mod resultatstyring, for blot at nævne en af sygdommene. Det kan være fint at vinde VM i PISA, men bør dette være folkeskolens målstreg? Og er det mere sandsynligt, at vi får plads på skamlen, hvis lærerne i folkeskolen er kandidatuddannede?

Samlet set forstår jeg stadig ikke, Dorthe Langes argumentation. Allermindst forstår jeg det ikke, fordi hun adresserer noget så ekstremt komplekst som mødet mellem stof, underviser og studerende og reducerer det til et spørgsmål om underviserens uddannelsesniveau og uddannelses tidsramme. Samtidig taler hun om lærere, som var de ikke selv i stand til at tænke kritisk, blot fordi deres uddannelse er fire og ikke fem år. Jeg ved ikke, om man bliver en bedre lærer, fordi man studerer fem snarere end fire år. Hvorfra ved Dorthe Lange dette? Måske Dorthe Lange skulle tage en snak med lærerstuderende eller med undervisere ved læreruddannelsen og på den måde få bistand til kompleksitetsforøge sin analyse.

Jeg arbejder i Silkeborg, hun er velkommen når som helst, vi har kaffe og alting.