Og hvor skal de anderledes så gå i skole?

Jeg læste Tania Karpatschofs kommentar i Folkeskolen nummer 13: »Har skolen ikke plads til de mærkelige?«

Min dreng har altid været anderledes. Han har altid søgt spil, film og bøger, der var over hans alderstrin.

Han har lært sig selv at læse, både på dansk og engelsk. Men han scorede lavt i intelligenstest, og så kan man vel ikke være intelligent?

Niels Christian Sauer skriver, at han i sin 30 år lange karriere aldrig har mødt en elev, hvor begavelse i sig selv var et problem.

Men at være særligt begavet eller at have særlige forudsætninger er et langt følelsesmæssigt slid. For børn med særlige forudsætninger gennemlever en asynkron udvikling. De er kognitivt forud, men følelsesmæssigt er de umodne. Netop denne umodenhed trækker ned i test. Derved fejlbedømmes barnet, for man kan tidligst teste den slags børn i puberteten.

Så jeg vil vove at påstå, at Sauer, og mange andre, ikke ved, hvad intelligens er!

I forhold til min søn blev afstanden til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning for lang, så jeg opsøgte psykolog Ole Kyed. Der fik jeg at vide, at jeg havde en søn med særlige forudsætninger. De børn fylder cirka fem-ti procent af en årgang, har store vanskeligheder i skolen og er ofte udstyret med et anderledes angstberedskab end gennemsnittet. Børn med særlige forudsætninger har særlige behov. De skal have individuelle undervisningsforløb og gerne støtte. Hvad vi desværre aldrig har fået!

Og før vi lærer at identificere disse børn og imødekomme deres måde at være på, vil vi tabe mange af dem på gulvet.

Så vi må altså retænke vores forhold til intelligens, og normalitetsbegrebet må udvides.

Vi kunne passende begynde med at gøre emnet til en del af læreruddannelsen, hvor forløb om undervisningsdifferentiering også burde være en del af pensum.