Valgfaget.
I august begyndte de første elever på de obligatoriske praktiske valgfag. Da eleverne skulle vælge imellem fagene, blev det hurtigt tydeligt, at det var madkundskab der tiltrak de fleste unge. På min skole, måtte den pågældende HD lærer ud i klasserne og “fiske” efter elever til faget. Lidt en flop, hvis du spørger mig. For var det ikke meningen, at tiltaget om mere praksisfaglighed i udskolingen, netop skulle forsøge, at gøre flere unge interesseret i at tage en erhvervsuddannelse, altså vælge HD valgfaget? Titlen på aftalen “Fra folkeskole til faglært” tyder på det.
Planen for valgfaget udeblev også. Ad omveje fik jeg dog at vide, at det var de gældende planer der gjaldt. Men flere skoler ventede på en udmelding. Den kom så. I efteråret. Lidt sent, vil jeg mene.
Håndværk og design i 3.klasse. -hvor er planen?
Mit ønske for 2020 er, at der ikke er samme langsommelige processer, når det gælder håndværk og design faget i 3.klasse, som vi jo skal undervise i fra august måned. Som det ser ud lige nu, er målene for faget i 3.klasse de samme som for faget i 4., 5. og 6.klasse. Det holder jo ikke en meter. 3.klasse kræver helt andre mål.
Hvorfor? Fordi der er stor forskel på eleverne i 3. og i 4., 5. og 6.klasse! I 3. er de betydeligt mindre end i de andre klasser - nogle har svært ved at nå op til høvlebænken! De er betydeligt mere urolige, og er langt mindre selvstændige, og dermed også mindre selvhjulpne. Alle ret vigtige detaljer, når det kommer til at lave god undervisning i det praktiske fag. Og når det kommer til elevernes læring, ikke mindst.
I kommentaren under indlægget her, kan vi læse, at det er meningen, at der skal komme separate mål for HD i 3.kl. Ligesom der er forskellige mål i eks. musik og idræt. De er bare ikke kommet endnu.
Mit ønske for dette år, er at der, INDEN skolerne går i gang med at planlægge næste skoleår, ligger klare planer og mål for faget i 3.klasse. OG at Undervisningsministeriet og konsulenterne henvender sig til de lærere, der har gode erfaringer med netop at undervise de mindste i håndværk og design.
Vil det være muligt?
Ønsker for håndværk og design i 3.klasse i 2020.
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.