Øj, øj, for en bog

I de senste par dage har jeg sidder og læst akademiske opgavebesvarelser på skærm, og som kaldet dumper der en bog ind i min postkasse. Og det er ikke bare en bog. Det er en smuk billedbog, der har en voksen og et barn siddende i sandet ved havet under høj himmel. Farven er af den duche slags, som beroliger sjælen. Og strukturen i det stive bind kildrer i fingrene og får en til at undres over, at man overhovedet gider læse på skærm.

Og indholdet er mindst lige så vederkvægende og måske mere væsentligt for skolen, børnene, lærerne, pædagogerne og lederne end alverdens kompetente akademiske besvarelser. Her bliver ganske enkelt stillet spørgsmålet: Hvem bestemmer noget? Og den far, som taler med sit barn, lader ikke barnet tilbage med mange bestemmemuligheder. Selv bestemmer han, at de skal have en is, og får jublende tilslutning. Barnet bestemmer selv, hvad det vil være, når det bliver stort. Men lige nu, er der ikke meget at komme efter; og dog. Med bogen vendt på hovedet lyder barnets sidste replik: "Jeg vil væe den, der aldrig glemmer, om jeg vil sidde sådan her med lukkede øjne og lytte til havet."

Se det er en ren Wung-Sung. Tænk blot på hans valg, som han beskriver i Lynkineser, hvor han som avisbud kører ned til havnen i Marstal og smider alle sine aviser ud i vandet - en efter en. "Jeg vendte mig om med den tomme avistaske over skulderen og gik mod den nedadgående, orange sol. Det skulle blive mit første og sidste borgerlige erhverv."

Han vandt sin frihed og har siden været et af de flittigste mennesker under solen.

Apropos frihed, så tegner den tænksomme og skarpe Jenny Lucander en bihandling i bogen, hvor en yngre mandsperson bliver trukket af sted af sin hund. Til sidst får hunden rystet sin ejer af sig og bruger sin frihed til at løbe ned til stranden, hvor den letter ben ved ishusets facade.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi i skolen vil bruge den frihed til, som siges at vente lige om hjørnet.

Kunne det tænkes, at vi vil gentænke skolen og begrave den styrende læringsfilosofi, som har holdt os i snor, og som i øvrigt gennemsyrer de fleste af de akademiske opgaver, jeg lige har læst? Kunne det tænkes, at vi vil lytte til børnenes stemmer - eller vil vi som bogens far svare nej til alle muligheder, så det kun er muligt i skolen at vende tilværelsen på hovedet og lytte til det, der synger omkring en?

Tak for denne gave: en børnebog, der rejser flere centrale spørgsmål end Klods Hans' ældre brødre kan indøve umulige svar på.