Øger skolereformen evnerne?

Så hører vi igen om de femten til tyve procent åndeligt uformående. Denne gang med en vældig reform i kølvandet, som naturligvis har en udløber til lærernes arbejdstid. Man vil øge timetallet. Man ser nok en gang bort fra den kendsgerning, at resultatet af en skolereform først bliver synligt efter cirka ti år. Reformen er udmærket. Den vil sikkert have en vis virkning, allermest på dem, som ikke behøver det.

Jeg tror ikke, at den vil have nogen effekt på de svageste, de femten til tyve procent. Dem, som altid har klaret sig uden uddannelse. Ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke kunne. Man vil sætte to lærere på klassen, men inkluderingen virker i modsat retning, og man vil så opdage, at man ikke sparer fem flade øre på den konto. Tolærersystemet vil naturligvis bevirke, at man delvis ophæver den negative effekt, som inkluderingen afstedkom rent tidsmæssigt for den enkelte elev, men billigere bliver det absolut ikke. Man kan jo ikke få alting. Selvfølgelig er det ikke i de små klasser afgørende, at lærerne er specialuddannet i det, som de skal undervise i. De behøver ikke have linjefag.

Opgaverne er ganske simple. Det, der her er afgørende, er, om underviseren er en god pædagog, en god lærer, en god opdrager. Når jeg tillader mig at skrive dette, er det, fordi det at stave til ko stadig er k plus o, og to plus to stadig giver fire. Man vil se, at det ikke er det tekniske, som volder problemer. Det kan alle klare. Det afgørende her er, om man er en god opdrager. Det er meget forståeligt, at forældrene klynger sig til troen på, at det udelukkende er lærernes uddannelse, som er afgørende. Men det er og bliver personligheden. Og de femten til tyve procent eksisterer stadig.