Nyt pust til læreruddannelsen

I 2004 skrev jeg en artikel til Vordingborg Seminariums skoleblad. Den hed »Bachelor eller Kandidat«, og den handlede om, hvordan man kan omstrukturere læreruddannelsen, så den opnår et langt bedre omdømme og uddanner lærere til at være mere fagligt kompetente. Personligt vil jeg mene, at uddannelsens største problem er de ringe muligheder for videreuddannelse. Fair nok, at man kan blive kandidat i de pædagogisk relaterede fag, men jeg ser især en enorm stor mangel på videreuddannelsesmuligheder i forbindelse med linjefagene. Hvis man som lærer ønsker at få et fagligt løft i sit fag, så man kan undervise på gymnasialt niveau eller forske i faget, så står man stort set på bar bund. I min artikel skrev jeg, at man på en eller anden måde skulle omstrukturere CVU-systemet, så det kom på universitetsniveau. Og netop på denne måde ser jeg en lang række fordele. En betydelig fordel vil helt klart være, at man som nyuddannet lærer frit vil kunne vælge, om man vil undervise i folkeskolen eller gymnasiet. Det vil også sikre, at når man som uddannet lærer måske overvejer at gå forskervejen, så skal man ikke til at sætte endnu fem år af til en ny uddannelse. Det vil gøre uddannelsen langt mere fleksibel. Det vil naturligvis også betyde ændringer. Det er urealistisk at forestille sig at gennemgå fem forskellige alment orienterende pædagogiske fag og tre linjefag på fire år. Man bliver først og fremmest nødt til at udvide uddannelsen til fem år. Samtidig må man også skære ned til et-to linjefag. Jeg er helt sikker på, at det på ingen måde vil skræmme kommende studerende væk fra uddannelsen, at det bliver udvidet med et år, da den giver langt større valgfrihed og videreuddannelsesmuligheder.