Nyt fra verdens største lærerværelse

Forestil dig 1400 lærere i samme lokale. De er ikke på vej videre til næste lektion eller til et møde med forældrene. Nej. De er alle til en hel uges faglig klub og der er overnatning, så ingen smutter lige forbi hjemmefronten og har familier eller andre vigtige gøremål, der også lige skal passes.

Nu ved de fleste, der har oplevet os lærere, at det ikke ligefrem er manglen på ord, der præger os. Tværtimod. Når vi først får tændt op under kedlerne om alt fra arbejdstid og løn, faglig og pædagogisk udvikling af fag og skole, så er der sjældent stopklodser eller begrænsninger i diskussionslysten. Den ene debat tager den anden og der foregår mindst lige så meget ude ved toiletterne, på gangen eller i pauserne, som ved selve mødet. Det er vildt og overvældende at opleve verdenskongressen i Education International. Det er fuldstændig som at være til faglig klub på verdens største lærerværelse.

Når der er lærere fra alle verdenshjørner er det nærliggende at tro, vi vil have vidt forskellige dagsordener og at det vil være nærmest umuligt at finde fællesnævnere. Men jeg må bare konstatere, at sådan er det ikke. Arbejdsmiljø, kollektive aftaler om arbejdstid og løn, presset på skolevæsenet – både økonomisk og indholdsmæssigt, privatiseringen i og omkring skolen, den vigende respekt for lærerne og skoleledernes autonomi, autoritet og status. Alt det og meget mere er fælles.

Selvfølgelig er der også ting vi ikke er enige med hinanden om, men samlet set, så bliver resolution efter resolution vedtaget – og det er yderst sjældent at det sker med store flertal imod.

Det nye fælles er dog langt mere overordnet, men mindst lige så afgørende for os i Danmark som i resten af verden: Klima, radikalisering, ekstremisme, nationalisme, nazisme, fascisme, stigmatisering, autoritære regeringer eller regimer, der tilsidesætter både menneskerettigheder og demokratiske spilleregler.

Det er alvor det her og det er helt tydeligt, at der er både kampgejst og en meget stærk bevidsthed om, hvor stor en rolle lærere og vores fagforeninger over hele verden spiller, hvor stort et ansvar, der påhviler os som dem, der skal sikre fremtidens generationers livsmuligheder, kritisk bevidsthed og tænkning, så vi kan imødegå de voldsomme tendenser, der ikke må få frit løb.

Midt i al kampgejsten må jeg indrømme, at jeg bliver meget ydmyg overfor vores kollegaer fra andre lande. Mens vi i Danmark kæmper for, at vi igen får indgået en god og ordentlig arbejdstidsaftale, så er der fagforeninger, der må kæmpe for læreres liv. Vi skal virkelig huske værdien af vores fællesskab i Education International. Når fx argentinske lærere fortæller om to lærere, der blev dræbt mens de lavede morgenmad til deres elever, hvilket ville være eskaleret og have udviklet sig, hvis det ikke var for Education International. Det er soleklart: Det pres og den styrke vi har internationalt, når vi står sammen og praktiserer den solidaritet hele vores internationale organisation er bygget på, så har det en meget virkelig og meget afgørende betydning.

Det vækker min vrede og forfærdelse at høre om såvel argentinske lærere som fagforeningsrepræsentanter fra flere verdensdele, der forfølges, fængsles og mister livet i kampen for helt basale rettigheder. Det ændrer naturligvis ikke på min overbevisning om betydningen af vores egne overenskomster og de kampe vi står med nationalt eller mit arbejde for vores egne værdier og politikker, men udsynet bliver et andet.