Ny læreruddannelse: Prestigeprojekt med halve løsninger

Halve løsninger præger reformen

Der var ellers et stort potentiale med denne reform. Læreruddannelsens interessenter havde tydeligt peget på forskellige nødvendige ændringer. Og det virker også som om, at forligsgruppen delvist har lyttet, men kun delvist. Som om de har kigget hinanden i øjnene og sagt ”det her er nogle gode forslag, men, uddannelsen ville jo blive alt for god, hvis vi fulgte de råd, lad os nøjes med at imødekomme alting halvt”.

De har i hvert fald valgt ikke at lave frit linjefagsvalg, som mange ellers pegede på, men kun delvist frit linjefagsvalg. De studerende er således ikke længere bundet så stramt som nu, men faktum er, at de stadig er bundet. De studerende skal nemlig vælge mellem at blive dansk- eller matematiklærere. Men man bliver altså ikke bare god til noget, fordi nogen tvinger én til det. Frit linjefagsvalg havde givet de lærerstuderende mere motivation, det havde mindsket frafaldet på uddannelsen og så havde det sendt et signal om, at man selvfølgelig stoler på, at de lærerstuderende selv er i stand til, med respekt for egne interesser og for arbejdsfeltets behov, at vælge hvad de vil undervise i som lærere.

Hvor blev styrkelsen af det alment dannende af?

De halve løsninger fortsætter ved, at forligsgruppen har haft en intention om at styrke det alment dannende i uddannelsen. Men i deres iver er de endt med blot at sammenlægge fag og elementer, samtidig med at de har tilføjet en del nye ting. Ret skal være ret og her skal selvfølgelig nævnes, at det er en forbedring, at de har sikret, at alle lærerstuderende klædes på indenfor specialpædagogik og dansk som andetsprog. Men desværre sker det på bekostning af linjefagene og samtidig er det med til at skabe mindre tid til helt afgørende elementer som medborgerskab, religions- og kulturforståelse, pædagogik, psykologi og almen didaktik. Det er brand ærgerligt, for vi har brug for lærere, der kan uddanne og udvikle eleverne til mere end bare det, der ligger i folkeskolens fag, og det kræver prioriteringer, ikke halve løsninger.

Dårligere praksiskobling

På samme måde har forligsgruppen villet styrke praksiskoblingen, men er kommet til at gøre det ved at gå fra fire praktikperioder til tre praktikperioder. Det giver de studerende mindre praksiserfaring undervejs i uddannelsen og gør det sværere at skabe kobling mellem den viden de får og den virkelighed, de skal ud i efterfølgende. Og hvad værre er, så opfordres professionshøjskolerne til at indgå partnerskabsaftaler med kommuner og skoler om, at lærerstuderende som en del af deres uddannelse, kan blive ansat som undervisningsassistenter. Det betyder faktisk, at fokus flyttes fra den enkeltes uddannelse til det arbejde, de skal udføre. Som vel at mærke bliver assistentopgaver og ikke læreropgaver, samtidig med de er løntrykkere i mærkelige ansættelsesforhold. Hvorfor forligsgruppen har fået det med i sidste øjeblik er mig helt ubegribeligt.

Grisen bliver ikke tungere af at blive vejet

Ser man bort fra de halve løsninger, så er der faktisk kun alt det tilbage, som jeg vil kalde prestigeprojekter. Jeg har forligsgruppen mistænkt for at have nået en fælles erkendelse af, at en gris faktisk bliver tungere, jo flere gange man vejer den. Men det gør den jo ikke, og derfor falder deres snævre fokus helt til jorden.

For med den nye læreruddannelse indføres der nemlig karakterer i praktikken, talentforløb for særligt dygtige lærerstuderende, mulighed for undervisning på universitetet og en ny adgangsbegrænsning på 7. Men ikke et eneste af de tiltag, kommer til at forbedre uddannelsen. Og så er det altså ikke naturlov, at man partout bliver en dygtig lærer, bare fordi ens karaktersnit fra ungdomsuddannelsen er 7.

Nej, det vigtige for forligsgruppen har vist ikke været at gøre uddannelsen bedre, men tværtimod at gøre det sværere at komme ind og at gennemføre, uden at betingelserne er blevet forbedret.Og det svært skuffende.

For hvis der skal forventes mere af de lærerstuderende, så skal de da også have bedre muligheder for at leve op til de forventninger. Og det gør man ikke ved halve løsninger, men ved hele løsninger. Det gør man ved at lave helt frit linjefagsvalg, hvor de studerende også kunne dykke ned i områderne specialpædagogik og dansk som andetsprog, ved at hæve timetallet, ved reelt at styrke det alment dannende gennem et selvstændigt fag med fokus på medborgerskab samt religions- og kulturforståelse, ved praktik i alle fire studieår og ved optagelse via optagelsessamtaler for alle ansøgere samt kontinuerligt vejledning hele uddannelsen i gennem.

Se dét ville være forandringer, der ville motivere de studerende, skabe bedre fastholdelse, sikre at de fik mere ud af de fire år, og ruste dem til den virkelighed, de skal ud i som færdiguddannede lærere. Og dét ville være en uddannelse, som uddannelsesminister Morten Østergaard ikke skal ud og undskylde for bagefter.