Ny diagnose: Konfliktkuller

Foto: Eleverne i 7.A læste i løbet af februar måned samlet 10.000 siders frilæsning, og præmien for at have klaret udfordringen var en hyggedag med klassen. Men jeg har endnu ikke haft overskud til at planlægge den...

”Hvornår skal vi planlægge den hyggedag, som du har lovet os, Maria?” Spørgsmålet skærer sig igennem lokalet og giver mig øjeblikkeligt dårlig samvittighed. 7.A klarede for snart længe siden en læseudfordring, jeg gav dem, hvor præmien var ”en dag til fri disposition”, altså en dag med sociale aktiviteter og hygge sammen i klassen. Men i skrivende stund er den endnu ikke hverken datofastsat eller planlagt, og jeg både skammer og ærgrer mig.

Er jeg købt eller solgt?

Som lærer har jeg de seneste måneder befundet mig i et vakuum. Forhandlinger er brudt sammen, konflikt er varslet, forhandlinger er genoptaget med tredjemand, konflikt er udskudt… Hvad bliver det næste? Hvad skal jeg forberede mig på? Det er sindssygt opslidende og trættende ikke at vide, om man er købt eller solgt, - om det næste nyhedsopslag bringer håb og varsler nye og lysere tider for Danmark, eller om det giver vores land det allersidste dødsstød.

Min bøn til forhandlingsguderne

Derfor sender jeg nu en bøn til forhandlingsguderne om at hjælpe parterne med at indgå en aftale, der dels bringer lys og varme for folkeskolen og for Danmark, men som også kurerer mig for den lidelse, som jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste offentligt ansatte, der lider af i øjeblikket. Konfliktkuller er altså ikke for sjov. Den hænger som en sort sky over os og truer konstant med uvejr over Danmark, og vi er mange, der som et pendul svinger frem og tilbage mellem frygt og håb.

Jeg vil tilbage til Lærerland

Mine elever klarede deres læseudfordring (seriøst, de læste samlet 10.000 sider i klassen på bare én måned), og de har krav på deres præmie, men jeg har simpelthen ikke orket at planlægge den nærmere. Jeg har ikke haft overskuddet til ret meget andet end det allermest nødvendige, og jeg har ikke følt den samme glæde og motivation i mit arbejde, som jeg normalt gør. Jeg vil ud af det her Ingenmandsland og tilbage til Lærerland, hvor jeg kan koncentrere mig om det, jeg elsker: At være sammen med mine elever, at undervise dem, at glædes, ærgres og kæmpe sammen med dem – det er dét, jeg kan, og det er dét, jeg vil.