Noget om sosu-helte og deres undervisere

Med det store fokus på smittefare, smittekæder, smittetryk (kontakttal), værnemidler og ikke mindst et forsigtighedsprincip fik vi genåbnet vores skole.

Man må sige at mange at de velkendte ”sosu-ord” lige pludselig blev aktuelle i medierne og nye ord blev vist også tilføjet, mens de hvide corona-telte skød op forskellige steder i landet.

Det var en fornøjelse at se og høre om undervisere, der i den grad tog udfordringen op og med kort varsel fik sat fokus på den nye undervisningsvirkelighed. Vi blev især udfordret på vores praksisundervisning, og mine kolleger gjorde en stor indsats for at finde nye og alternative veje i undervisningen. Der blev afholdt virtuelle prøver med gode resultater.

Lige pludseligt fik man også øje for, hvem der var de egentlige hverdagshelte og heldigvis blev vores elever og deres kolleger i sundhedssektoren også fremhævet i medierne.

Som sosu-underviser har jeg desværre ofte drøftet sosu uddannelsernes image med eleverne, og hvor svært det kan være for dem at skulle ”forsvare” deres valg af uddannelse. De brænder for deres fag og tager sig af borgere/patienter der skal have deres hjælp hver dag. Dog bliver de alligevel mødt med spørgsmål som f.eks.”Er du kun sosu..?”

Egentlig er der jo ikke superlativer nok, når vi skal fremhæve den indsats vores elever yder og det at skulle klare sine opgaver i ”frontlinjen” burde måske også kalde på et ekstra skulderklap.

Som en af mine elever påpegede: ”Det er ikke det, jeg gør, det er den forskel, jeg gør”. Det er kloge ord fra en sosu-helt og som sosu-undervisere kan vi være stolte af, at vi hver dag er med til at bakke op om elevernes læring, deres uddannelser og faglige stolthed.

Jeg håber at vi, også efter pandemiens hærgen, stadig husker at give en påskønnelse til hverdagens helte – heriblandt vores sosu-elever.