Noget om Ny Løn

Bemærk begrebet Ny Løn. Er det godt, fordi det er nyt? Er alt nyt godt? Er der overhovedet tale om noget nyt? Eller er det gammel vin på nye flasker? Er der overhovedet tale om vin? Er det ikke snarere sur eddike?

Når en ny metode dukker op (i dette tilfælde en metode, hvormed den offentligt ansatte skal få hentet en pris hjem for sit arbejde, som bryder radikalt med hidtil gældende praksis), gør man klogt i at stoppe op og stille sig selv nogle fundamentale spørgsmål:

Hvem har i første omgang ønsket denne metode?

Hvorfor har de det?

Hvem ivrer mest for dens gennemførelse?

Hvorfor gør de det?

Hvem gavner metoden?

Hvorfor gør den det?

Selv om det er gammel viden, jeg disker op med, vover jeg det alligevel: Det har i den del af menneskehedens historie, hvor hovedparten af os har ernæret sig ved at skulle sælge vores arbejdskraft, vist sig, at vi har opnået den højeste pris for samme arbejdskraft - ikke ved hver især at forhandle med arbejdsgiveren (det system førte til for megen nød og elendighed for den enkelte - og det gør det stadigvæk mange steder på kloden), men ved at organisere os i fagforeninger og via dem stille krav om en fælles pris på vores arbejdskraft og netop gennem den fælles organisering sætte så meget magt bag kravene som overhovedet muligt.

Banalt? Muligvis! Men de tilkendegivelser, tilhængere af Ny Løn kommer med på den debathjemmeside, der er oprettet i forbindelse med underskriftindsamlingen mod Ny Løn, tyder på, at der findes kolleger, der mangler en fundamental viden om, at den helt væsentlige forudsætning for, at alle lønmodtagere (og dermed også den enkelte) ikke bare i dag, men også i morgen og om et år, opnår så høj en pris som muligt for arbejdet, er, at denne pris aftales centralt - gældende for alle.

Hvis man i irritation over dovne kolleger, initiativløse kolleger, højere løn til ældre end til yngre, eller hvad det nu kan være, accepterer et lønsystem, hvor en større og større del aftales mellem den enkelte og arbejdsgiveren, skal man gøre sig klart, at man på lidt længere sigt undergraver muligheden for at kunne handle som en samlet gruppe, hvis man en dag vågner op og finder, at kun de få har fået glæde af den lønpulje, man har kunnet opnå til fagområdet, mens de manges løn lader meget tilbage at ønske.

Jeg er derfor meget glad for, at hovedparten af den danske lærerstand og dermed også vores fagforening i så mange år har søgt at bekæmpe Ny Løn, og at der tilsyneladende fortsat er stor og udbredt modvilje mod fænomenet.

Pia Borking

København