Noget må gøres

Danske børn læser langsommere og mere usikkert end børn på tilsvarende klassetrin i Finland og Sverige. Det viste den store internationale undersøgelse i 1994. En splinterny undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Institut tegner det samme billede, og forskere tramper rundt i ubehagelighederne i en rapport, som udkom forleden.

Man skal lede længe blandt undersøgelsens mange delresultater for at finde noget positivt at sige om Danmark.

Forskerne skriver pligtskyldigt, at materialet ikke er så stort, at de tør pege påårsagen til, at der er så store forskelle. Men omvendt er der heller ikke nogen undskyldninger at hente i rapporten. Selv om den ikke beviser noget, og selv om der kan rejses en del kritik af undersøgelsen, må den ikke afvises.

Den peger på en lang række forhold, som er med til at stimulere børns læsning og læseinteresse. Og på en række forhold, som gør det modsatte.

Danske lærere bruger mere klasseundervisning end deres nordiske kolleger. I Sverige og Finland er eleverne mere med i undervisningens tilrettelæggelse, end danskerne er. Mange danske lærere underviser i læsning som et isoleret fænomen, mens især svenskerne integrerer læsningen med anden undervisning, så den bliver funktionel. Finske og svenske lærere begynder tidligere med faglig læsning end danske lærere. I Finland dominerer en undervisningsform, som kaldes 'forskning'. Den minder om dansk projektorienteret undervisning, men virker mere klart struktureret.

Og mens hylder og vægge er tomme i en del danske klasselokaler, så bugner det med elevproducerede tekster og bøger i mange svenske og finske klasser. Børnene lærer i et læse-stimulerende miljø.

Der er meget at hente i rapporten og hos naboerne i nord.

Men det er ikke nok at se på skolens undervisning og læringsmiljø. Finske forældres forventninger er for eksempel helt anderledes end danske forældres. I Finland læser man med og for børnene derhjemme. Hele samfundets holding til sproget og læsningen er meget mere aktiv end hernede i lavlandet. Det betyder selvfølgelig kolossalt meget for skolens muligheder, at mange finske børn er i gang med at lære at læse, når de begynder i skolen.

Og så har svenske og finske lærere en bedre læse-uddannelse end danske lærere. Danskerne er gode generalister; men de andre er gode læsepædagoger, som også kan arbejde med helheden.

Nordlæs-rapporten bør læses langsomt og grundigt på skolerne, på seminarierne, på Lærerhøjskolen og i Undervisningsministeriet.

Og ikke mindst i kommunerne.

Efter 94-undersøgelsen har folkeskolens dansklærere stået i kø for at få efteruddannelse i læseundervisning. Lærerhøjskolen har ikke fordoblet sit kursusudbud på området, som der står i rapporten, den har ti-doblet kapaciteten!

Men kommunerne - 'skole-ejerne', som en del af dem gerne kalder sig selv - de har ikke alle lige travlt med at tage initiativer på området. Kun hver tredje kommune har sat noget nyt i gang på læseområdet; og uhyggeligt mange har ikke bevilget flere penge til den efteruddannelse, lærerne skriger på:

'Jeg har aldrig lært om læsning, men det er mit største ønske at få mulighed for det,' lyder Nordlæs-rapportens sidste sætninger. Ordene kommer fra en dansk lærer.

Nu er der rapporteret igen, nu må der gøres noget.

-th

Læs også side 4 til 11

Nordlæs-rapporten er ikke behagelig læsning. Men den kan ikke afvises, nu må der handles