Nej tak i Politiken

Lærerne er selv skyld i den prestigemæssige deroute, som de har oplevet gennem de seneste mange år. Det fremgår af rektor Lars-Henrik Schmidts udtalelser til Politiken den 17. marts.

Jeg kan tilslutte mig en hel del af det, som Lars-Henrik Schmidt siger. Men jeg er helt uenig i, at lærerne står til dumpekarakter, og at de får den løn, de fortjener.

Gennem en række aftaler især om arbejdstidsreglerne er fokus desværre blevet fjernet fra den vigtige opgave, det er at give den kommende generation en faglig og menneskelig grunduddannelse. I stedet er skolen optaget af et slagsmål om timer og minutter. Danmarks Lærerforening har et alvorligt medansvar for den udvikling, fordi vi accepterede den. Men Lars-Henrik Schmidt burde have gjort opmærksom på, at en meget stor del af lærerne rent faktisk har markeret, at det var en forkert udvikling.

Vi deler ansvaret med Kommunernes Landsforening, der ønskede disse regler for at få et effektivt økonomistyringsinstrument. Pressen, herunder Politiken, har ligeledes en del af ansvaret, fordi aftalerne ukritisk blev fremhævet som landvindinger for den 'rette' pædagogiske udvikling, og kritikerne af aftalerne blev fremstillet som reaktionære, der kæmpede mod enhver udvikling.

'Enhedslæreren' forstået som læreren, der kan undervise i alle fag på alle klassetrin, er ifølge Schmidt en anden årsag til lærernes deroute. Hverken lærerne eller DLF ønsker enhedslærerbegrebet brugt på den måde. Vores status er helt afhængig af, at vi kan levere en kvalificeret undervisning, og det forudsætter blandt andet et højt fagligt niveau hos læreren. Desværre oplever vi, at der på grund af ønsker om færre lærere om klassen og pædagogiske ideer som 'leg og læring' bliver givet køb på kravene til lærernes faglige kompetencer. Den udvikling er blevet forstærket af, at en meget stor del af efteruddannelsesressourcerne er blevet brugt til kurser i emner som teamsamarbejde, undervisningsdifferentiering og IT, mens den faglige efteruddannelse er blevet stærkt beskåret.

Lærermanglen er et tydeligt bevis på lærerjobbets deroute. Når unge ikke ønsker at uddanne sig til det spændende og vigtige job, er der noget alvorligt galt.

Lærerne skal påtage sig det professionelle ansvar for skolens undervisning. Men det forudsætter, at de centralt sikres fornuftige rammer for arbejdet. Med de nuværende arbejdstidsregler er slagsmålet om rimelige arbejdsvilkår lagt ud på den enkelte skole, ofte helt ud til diskussion mellem den enkelte leder og lærer. Det forstærker selvfølgelig lønmodtagerperspektivet, og alle de fine ord i aftalen om skolens udvikling står tilbage som et uforpligtende manifest.

Kommunernes Landsforening må forstå, at økonomiske måltal ikke siger meget om undervisningens kvalitet, og at foreningen som aftalepart har et hovedansvar for hele folkeskolen - et ansvar, der ikke blot kan decentraliseres til den enkelte kommune og skole. Og DLF må droppe den misforståede lønmodtagerstrategi, der har været fremherskende siden 1993.

Fremtidige aftaler må bygge på, at lærerne er højtuddannede og velkvalificerede, der skal have ordentlige rammer for selv at tage ansvaret for at forvalte og tilrettelægge arbejdet. Det er forudsætningen for at øge respekten for det vanskelige og vigtige arbejde, vi udfører.

Med øget respekt er grunden endvidere lagt for det lønløft til lærerne, som Politiken i lederen samme dag gør sig til talsmand for.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse

Forkortet af redaktionen