Nedturen er et faktum – også uden tal

Svar til Bent Thøsing (Folkeskolen nummer 19): Vel nok til Bent Thøsings triumf vil jeg svare uden først at have fundet de tal frem, som han efterspørger. Min argumentation om den nedtur, som folkeskolen er blevet tvunget ud i, bygger på den socialdemokratiske tese om, at ingen med folkeskolens hjælp skal lære, hvad alle ikke kan lære, og den deraf følgende tillempning af tesen til de virkelige uddannelsesforhold, der indholdsmæssigt er kommet til at stå for den udhuling af det faglige stof, som gymnasier og også universiteter i skrift og tale med mellemrum ømmer sig over. Når de faglige krav hele vejen op gennem uddannelsessystemet er udtyndede - og sådanne udmeldinger er vel at regne for kendsgerninger - og når samme udtyndinger starter i folkeskolen, hvor grundlaget skulle være lagt, men bare ikke er det, er der vel tale om en nedtur. Når den sakrosankte Jørgen Jørgensen, Lejre, i 1957 ved forelæggelsen af lovforslaget til skoleloven af 1958, der jo endte med en niveaudelt skole, blandt andet sagde, at lovforslagets milde deling skulle sikre, at børn på forskellige udviklingstrin kan være stillet over for passende opgaver i forhold til deres evner, var det vel en erkendelse af, at den konsekvent udelte enhedsskole ikke kunne tilgodese børn på forskellige udviklingstrin? Så gik der nogle år, og man indførte så konsekvent den udelte skole, med det resultat at man over tid har tabt de svage og forsømt de dygtige. For at skjule denne uddannelsesnedbrydning vedtog man simpelt og gement at overlade det til lærerne ved hjælp af en nu uanvendelig undervisningsdifferentiering at rette op på ødelæggelsen. Jeg tror, at de tal, som jeg stadig ikke har fundet frem, vil vise, at mange flere nu end før fortsætter i et fagligt nedtonet og almengjort gymnasium efter at have fået bevis på folkeskolens afsluttende prøver, som jo ikke længere skal bestås.