Da jeg i går deltog i planlægningen af den obligatoriske projektopgave på 9. klassetrin oplevede jeg naturfagene havde en helt anden position end tidligere blandt mine kollegaer.
Jeg har i årevis været frontkæmper for naturfagene i skolen. Det har ikke altid været let, at vinde gehør blandt teamkollegaerne for, at naturfagene har særlige kvaliteter, som det er vigtigt at eleverne arbejder med - også i den obligatoriske projektopgave. Derfor har jeg ofte blandet mig uforholdsvis mere end, hvad det timetalsmæssige lille fag berettiger til. Heldigvis ofte med succes både for eleverne og naturfagene. De 4 kompetencer (undersøgelse, kommunikation, modellering og perspektivering) som de nu skal måles på i naturfagene, er netop gode elementer at have med i en projektopgave.
Vi undrer os, vi opstiller en hypotese, vi designer et eksperiment, vi indsamler resultater, vi vurderer resultaterne, vi formidler i et relevant fagsprog og vi perspektiverer til virkeligheden.
Faktisk mener jeg at der burde være en obligatorisk naturfaglig projektopgave, så jeg håber det 2- årige forsøg snart er evalueret og baner vejen for en sådan opgave.
Jeg har naturligvis spekuleret på, hvordan det kan være at naturfagene pludseligt fylder mere i mine kollegaers og elevernes bevidsthed end tidligere. Mit svar er den fælles naturfagsprøve!
Uanset hvilken holdning man måtte have til prøven, har den været god for en ting. Den har fået naturfagene til at fylde mere i eleverne og kollegaernes bevidsthed.
Eleverne har øvet sig i at arbejde med projektforløb i naturfagene, derfor falder det dem naturligt at lade naturfagene indgå i højere grad i den obligatoriske projektopgave. Ja naturfagene styrer!
Naturfag styrer!
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.