Nationale eksperimenter

Kunnskapsdepartementet i Norge har - i forbindelse med diskussionen om en ny norsk læreruddannelse - betalt en gruppe forskere for systematisk at gennemgå den internationale forskning for at afdække, hvilke kompetencer hos læreren der er vigtigst for, at eleverne lærer mere, end de kunne have lært sig selv. Til alt held har det norske ministerium købt rapporten hos Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, så vi her i landet kan kigge med over skulderen. For den slags undersøgelser blev ikke bestilt, inden et folketingsflertal strikkede endnu en dansk læreruddannelse sammen. Og da det politiske flertal for nogle år siden tænkte »nationale test« som svar på en dansk Pisa-score på det jævne og siden også tænkte »obligatoriske« og »adaptive«, blev der så vidt vides heller ikke ofret forskningsmidler på en systematisk undersøgelse af udenlandske erfaringer på området. Man undersøgte ikke, om sådanne test kan styrke undervisning eller læring, hvilke typer test der i givet fald er bedst - og da slet ikke om der eventuelt er andre indsatser, der giver bedre resultat.

Regeringen var ellers optaget af tanken om forskningsmæssigt belæg bag undervisningsmetoderne - det var jo derfor, Clearinghouse for Uddannelsesforskning blev oprettet. Og de kloge hoveder i det nye hus tænkte heldigvis selv, at det første, de måtte gå i gang med, var at undersøge, hvad der findes af evidens for den pædagogiske effekt af nationale test. De første spæde resultater blev luftet på en konference i 2007, men siden er der ikke sket så meget. Der er nemlig ikke nogen kunder, der har bestilt en rapport om nationale test, og dermed heller ingen til at betale. Og derfor ryger opgaven bag i køen, når en norsk minister og andre kunder dukker op.

Nu har vi så også fået et ministerudpeget skolerådsformandskab, som skal kunne bestille forskning. Man har flyttet pengene fra det evalueringsinstitut, som før uafhængigt kunne evaluere folkeskolen, til det nye formandskab. Formandskabet har besluttet at kigge på, hvordan det går med implementeringen af de politisk besluttede kvalitetsrapporter, elevplaner og sprogvurderinger, og kommunalreformens betydning for den vidtgående specialundervisning. Under forudsætning af, at formandskabet agerer lige så uafhængigt af regeringen, som Evalueringsinstituttet gjorde, er det fint med disse evalueringer af, hvordan de nyeste politiske tiltag bliver ført ud i livet.

Men der er noget galt med rækkefølgen. I stedet for at undersøge udenlandske erfaringer og/eller gennemføre forsøg i mindre skala så viser politikerne handlekraft og sætter projekter i værk på landsplan, som får karakter af nationale eksperimenter. Og så må Clearinghouse og formandskab løbe efter og sørge for, at eksperimenterne bliver evalueret - i det omfang de har resurser til det.

Der er nemlig ikke nogen kunder, der har bestilt en rapport om nationale test, og dermed heller ingen til at betale. Og derfor ryger opgaven bag i køen, når en norsk minister og andre kunder dukker op