Når udeltheden altid skal klare frisag

I Folkeskolen nummer 39 spørger Jonatan Schloss, kontorchef i KL, hvordan vi dog skal forbedre den stærkt hæmmede folkeskoleundervisning, som alle er enige om hører til blandt verdens dyreste, når såvel regering som opposition trods deres forfægtelse af hver sin model dog er enige om at opretholde et skattestop. Kortere sagt mener kontorchefen åbenbart, at verdens dyreste folkeskole kun lader sig hale væk fra den uddannelsesmæssige katastrofekurs ved at gøre den endnu dyrere. Og endnu dyrere. Og så fremdeles i det uendelige. Hvilke handlemuligheder giver det kommunerne, når udgifterne til anbringelser og specialundervisning er eksploderet, spørger Schloss. Ja, det findes der åbenbart kun det fortvivlede og til ulidelighed hørte standardsvar på, nemlig at man jo bare kan lade stå til og lade problemerne blive og yngle i klasserne i den nymodens øgede rummelighedssump. Man kunne selvfølgelig også overveje, om ikke den blinde, forkalkede underkastelse under udelthedens forbandelse er årsagen til miseren, ligesom den er årsagen til de fleste andre af skolens problemer, som man hellere snakker om end løser. Den udelthed, der tjener ensgørelsesprofeternes interesser, og som prisgiver børnene. Se nu den nye Rose-undersøgelse, der tolker konstaterede manglende interesser hos eleverne (pigerne) for fysik/kemi som årsag til manglende kompetencer i faget. Skolen skal såmænd bare se at få vakt interessen. Så går det alt sammen. Ingen falder det åbenbart ind, at det nærmere omvendt er de manglende kompetencer, der avler manglende interesse for faget. Er man dårlig til et fag, er det jo altid mere skånsomt at påberåbe sig manglende interesse end manglende evner. Og således vrimler det med undersøgelser på undersøgelser, som det gælder om at tolke på en måde, så skolens udelthed og ekstreme rummelighed med ødelæggende effekt går fri.