Når musiklokalet spiller

Det er noget helt særligt at starte på en frisk. Hvor banalt det end lyder, er det trods alt en mulighed for at viske tavlen ren, og en kærkommen lejlighed til at se tingene i et nyt lys; oppefra, nedefra, som indefra. Vi er notoriske vanedyr, men elsker alligevel, når lænestolen i stuen står så fint i et helt andet hjørne end den plejer. ”Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?” spørger man retorisk sig selv.

Ny vin på nye flasker

Undertegnede har, efter en lang tiltrængt sommerferie, fået chancen for netop det at starte på en frisk både på det private som på det profesionelle plan. Først det første. Efter et selvvalgt eksil, i det mondæne Nordhavnskvarter grundet genhusning, er vi vendt tilbage til vores Østerbro-lejlighed, hvor netop intet er som før. Til gengæld er min elskede cd-samling endelig blevet forenet på en måde, jeg ellers kun har drømt om. Alt samlet i én væg, hvor hele herligheden er blevet alfabetiseret/rubriceret, så selv min 9 måneder gamle søn kan finde rundt … næsten.

En hel kasse faktisk

Hvad det profesionelle angår, er min skole under en veritabel logistisk omkalfatring, hvilket for musiklærerenes vedkommende indebærer helt nye lokaliteter, og hvilken velsignelse det er – helt nymalede og med en ikke ubetydelig saltvandsindsprøjtning af et budget til nye instrumenter. Da min leder forleden diskret proklamerede dette for mig, sad min underkæbe næsten nede i gulvhøjde. Ikke et ondt ord om blokfløjter og blikfløjter, men måske var tiden moden til at tænke ud af rytmeboksen. Kom an, skoleår 19/20.