Når morfar er med på sidelinjen

I tirsdags kom en ældre mand op til tavlen og hilste pænt på mig. Han præsenterede sig som morfar til en af eleverne. Det var en høflig pensioneret mand, som pænt satte sig ned bagerst i klassen ved siden af sit barnebarn.

Min time startede, som den altid gør. Jeg skriver dagsorden for dagens to lektioner op på tavlen og snakker om, hvad målet for lektionerne er.

Jeg er ny klasselærer i klassen, og jeg har ikke før oplevet, at morfaren er med på sidelinjen. Det er tydeligt, at det giver en helt særlig ro for min elev, at hans morfar sidder tæt på ham. Flere gange sidder den voksne blot og læser noget på sin mobil – men han er tilstede i rummet, og den følelse er tydelig at mærke på min udfordrede elev.

Jeg har en fin følelse med, at morfar er med i klassen. Han dukker op engang imellem, når de derhjemme kan mærke, at min elev har brug for det, og når jeg kan se, hvilken effekt han kan give sit barnebarn – så kan jeg kun byde ham velkommen i klasselokalet.

Hvordan skelner jeg?

På vej hjem kom jeg dog alligevel til at fundere over det faktum, at hvad nu hvis der pludselig dukker en anden voksen op i lokalet, som ikke vælger at forholde sig passivt i timerne?

Hvis jeg siger ja til en udefrakommende, hvorledes kan jeg så argumentere overfor en evt. ny voksen, der godt kunne tænke sig at entre klasserummet?

Kan jeg så som lærer sige fra overfor nogle, når jeg byder andre velkommen, og er det overhovedet i orden at lukke forældre og bedsteforældre ind på disse enemærker?

Jeg kan have min tvivl.

Én ting er dog sikkert. Morfar har en fantastisk effekt på min elev – og ham lukker jeg bestemt ikke døren for…