Når engelsklæreren fejler (og ikke kan leve op til sine egne idealer)

Jeg forsøgte at redde den. Jeg forsøgte at aflede deres opmærksomhed og spille spillet som den cool engelsklærer, der overhovedet ikke var påvirket det mindste af hændelsen. Men inderst inde var jeg ved at gå til. Af flovhed. Og skam. Selvom det bare var et enkelt, lille ord, kunne jeg mærke, at jeg havde svært ved at slippe følelsen af utilstrækkelighed. For hvad tænkte mine elever ikke om mig? Jeg skulle jo gerne som deres engelsklærer være perfekt og kunne stave til alle ord. Ikke?

Jeg er ikke et hak bedre end de af mine elever, der frygter at fejle

På vej hjem reflekterede jeg – som så ofte før – over dagen på skolen. Og jeg vendte igen tilbage til mine elendige staveegenskaber foran 21 teenagere, der sad og ventede på at få ordet ’superior’ skrevet ind i deres noter. Og det slog mig, at jeg ikke var et hak bedre end de af mine elever, der ikke tør sige noget højt i klassen, fordi de frygter at fejle. Til dem siger jeg altid: ”Pyt med at du fejler. Det er ikke farligt”.

Min kæphest som sproglærer: ”Sig pyt”

Vi lærere – voksne og professionelle som vi er – har ofte en række idealer, som vi mener, at vores elever skal stræbe efter. ”Sig pyt, og lad være med at bekymre dig om, hvad andre tænker”, er nok én af mine kæpheste som sproglærer. Det lyder nemt. Nogle gange glemmer vi bare, at hvis vi voksne har svært ved det, kan vi nok gange det med ti, når det kommer til (usikre) teenagere.

Perfekthedskultur: Som voksne må vi gå forrest

Jeg holder ikke op med at prædike mit ideal i mine klasser. Men næste gang en elev ikke tør fremlægge i klassen, vil jeg minde mig selv om denne hændelse og forsøge at være lidt mere nysgerrig og empatisk. Hvis vi for alvor skal have bugt med perfekthedskulturen, er vi som voksne nødt til at gå forrest og vise, at vi ikke selv ligger under for den.