Misbrug og fordrejning

Hvad kan en undersøgelse, der tilkender Danmark bundkarakter i læsefærdighed blandt nordiske børn, ikke misbruges til. Erik Håkonsson, der i Folkeskolen nummer 36 dog indrømmer, at han drager langt videre konklusioner, end sagkundskaben finder forsvarligt, får i sin fortolkning af rapporten denne til at fremstå nærmest som en bekræftelse på den fagfjendske og undervisningsfjendske folkeskoles fortræffelighed, hvilket selvfølgelig er misbrug og fordrejning af kendsgerninger. Helt i overensstemmelse med den forfladigende folkeskolelovs forsagelse af den dybdeborende faglige undervisning påstår Håkonsson, at læsefærdighed opbygges ved meningsfuld og funktionel aktivitet alene, og springer, som den tværfaglighedsdyrkende skole, der heller ikke kan fordrage den trælsomme vej til formal faglig videnstilegnelse, der kan gøre tværfagligheden til andet end tidsfordrivende pjat, hele den formale bogstavtræning over. Den er jo også så kedelig. Og lidt koketteri af ordspilsagtig karakter får jo nok Håkonssons uspiselige ret til at glide ned. 'Kan man læse, fordi man kender bogstaverne. Eller kender man bogstaverne, fordi man kan læse'. Og da en del finske børn kan læse, før de kommer i skole, mener Håkonsson det sidste uden at skele til det sandsynlige i, at finske hjem nok er startet med bogstaverne. For det er nu nok det fornuftigste. Mennesker ved deres sunde, ufordærvede fornufts fulde brug hopper jo ikke på den med, at 'kendskab til bogstavernes navn og form (bogstavidentifikation) ikke har nogen direkte funktion i forhold til læsning'. Den slags kaperes kun af dem, der har fået deres sunde fornuft læderet af den udelte skoles selvmodsigende urimeligheder og vænnet sig til, at jo mere urimelig en påstand er, jo sandere.

Vagn Madsen

Brønderslev