Minus 3 til rangliste

Så er vi i gang igen. Velkommen til forventningsfulde elever, glade lærere og forældre, som står i kreds omkring skolen med stolthed og tillid i blikket . Eller?

Desværre. Det er valgtid, og da alle selv har gået i skole, og forældre er nervøse for, hvordan deres børn skal klare sig i fremtiden, er folkeskolen en oplagt mark til stemmehøst.

Desværre ikke med positivt resultat for alle.

»Det er den værste første skoledag, jeg har haft i 25 år som lærer«, siger en skoleleder til Folkeskolen. Hendes skole fik for fem år siden en pris fra Undervisningsministeriet. Nu optræder den i bunden på den skolerangliste, som ministeriet udgav, i ugen der gik.

Men skal lærerne ikke bare holde op med at klynke og se sandheden i øjnene? De dårligste må rubbe neglene og tage sig sammen. De gode kan glæde sig.

Ja, hvis bare det var så simpelt. Og hvis bare listen afspejlede virkeligheden. Men det gør den ikke.

For det første er der spørgsmålet om, hvad listen viser? En socialt korrigeret rangliste baserer sig på, at man kan »rense« afgangskaraktererne for forældrenes sociale baggrund og finde skolens undervisningseffekt. Men en undersøgelse over fem år, som en forsker foretog for nogle år siden, viste, at kun én procent af skolerne lå stabilt i den øverste og nederste femtedel.

Én procent. Resten rutsjer rundt fra år til år. Præcis som Mou Skole, hvor skolelederen har regnet ud, at skolen til næste år vil gå 1.500 pladser frem, fordi næste rangliste baserer sig på et nyt skoleår. Og en af eksperterne bag Pisa-undersøgelserne fortæller, at han faktisk slet ikke mener, at man er i stand til at »rense« for social baggrund.

Alligevel går Undervisningsministeriet nu ud og offentliggør en rangliste. Det rammer hårdt på skolerne. For i skoleverdenen har faglige udmeldinger fra netop ministeriet stadig en særlig betydning, og listen har derfor officiel status.

I Sverige lægger ministeriet tallene frem. Så kan de, som har lyst, konstruere en rangliste, som dermed ikke bliver ministeriets officielle måde at inddele skoler på.

For det andet er der spørgsmålet om, hvad man egentlig skal bruge en skolerangliste til? I den forløbne uge viste en Pisa-undersøgelse fra København, at tosprogede elever stadig læser dårligt, og at etnisk danske drenge er begyndt at læse endnu dårligere.

Hvis man korrigerer disse resultater for social baggrund, etnicitet og køn, kan det godt være, at det går ganske udmærket. Men det kan eleverne ikke bruge til ret meget. De dårlige læsere kommer jo ikke ud i en socialt korrigeret virkelighed. Derfor skal drenge, fattige og tosprogede lære at læse præcis lige så godt som andre. På ungdomsuddannelserne og i resten af samfundet skal alle elever leve op til samme krav uanset social baggrund.

Der er ikke brug for akademiske regnestykker, men for en indsats, som giver ekstra muskler til de skoler, som i praksis skal løfte eleverne væk fra en eventuelt problematisk social baggrund. Ude i den virkelige virkelighed.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org