Min skole

På min skole er der højt til loftet og langt til døren. Der er engagerede og dygtige medarbejdere. Der er plads og lyst til faglige og pædagogiske diskussioner. Vi siger godmorgen til hinanden hver dag - og mener det. Der er rum til menneskelighed og ører, der lytter opmærksomt, når alt det svære med børnene, forældrene, undervisningen skal luftes. Vi gider hinanden, vi gider børnene, og vi gider vores fælles projekt: At skabe en god og tryg skolehverdag for vores elever, hvor faglighed, glæde og trivsel er naturlige elementer.

Alligevel er der på min skole i denne tid garvede lærere, der siger, at havde de nuværende arbejdsforhold været gældende, da de var nyuddannede, var de løbet skrigende bort fra erhvervet. Der er en ledelse, som kæmper for at holde styr på trådene, så vi lærere har et bare rimeligt grundlag at arbejde ud fra. Der er nationale test, og der er aflyste e-prøver. Der er elevplaner, trinmål og nye prøveformer. Der er ydre krav om mekaniske færdigheder, samtidig med ønsket om at vi danner kompetente og reflekterende børn. Folkeskolens dannelsesprojekt er blevet udvandet af målbarhed og stupid færdighedstænkning. Hvor blev det hele menneske af?

Hvor forsvandt forståelsen for værdien af et lærende fællesskab hen?

På min skole, når arbejdsdagen går på hæld, og vores skønne og brogede elevskare er dappet hjem, siger vi »hav det godt« til hinanden.

Og vi mener det. Egentlig siger vi: »Gå hjem og nyd dine kære. Tank lidt op til dagen i morgen. Gør noget, du holder rigtig meget af«. For i morgen er der atter en dag. Og som tingene ser ud for tiden, kan det føles som lidt af en mundfuld.