Når nu min verden bliver tom og forladt...... så er det, at man kan høre Kim Larsen. Man kan også høre soundtracket fra "Midt om natten", når det er højlys dag. Susan Himmelblå findes altid et sted.
Tilbage først i 1980'erne læste mine efterskoleelever "Midt om natten" som et af de store værker, man skulle opgive i 10.klasse. Vi læste og lyttede, vi lyttede og læste. Og dengang var teksten at finde på LP'ens cover, så jeg som lærer kunne duplikere den via en spritstencil nede i efterskolens kælder.
Alle lærere fra den tid vil kunne genkalde sig glæden ved den spritfyldte forberedelsestid. Og så tænkte vi meget over, hvad teksterne kunne betyde. De ramte helt sikkert de 16-årige i 1980'erne. Og teksterne har helt sikkert fulgt Gitte, Jan, Per, Karin, Marianne (og alle de andre fra mit danskhold) gennem livet.
Alle unge kunne finde sig selv og deres egen uro og tvivl og tøven i teksten:
"det næste der skete tør jeg ikke tænke på midt om natten en fyr vi kaldte Spacy tog den ud i det blå midt om natten han ramte gaden fra en femte sal det er ikke vores skyld, han var bare bindegal"
Tak for sangen til Kim Larsen. Tak for teksterne og musikken.
åh manãna håber vi får i morgen med åh manãna håber vi får i morgen med
P.S: Multimodale tekster er på ingen måde noget nyt 🙂
Midt om natten
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.