Den internationale undersøgelse Pirls 2006 har vist, at danske børn i 4. klasse nu læser klart bedre end tidligere. Det fremgår af Folkeskolen nummer 32/2007, at undervisningsministeren og formanden for DLF har meget forskellige årsagsforklaringer. Imidlertid har ingen af dem ret. Den egentlige årsag kender tilsyneladende kun det store flertal af dansklærere i 1. klasse samt specialundervisningslærere, som i løbet af de seneste ti år har skiftet metode i begynderlæseundervisningen - nemlig fra hovedsageligt at benytte helhedsmetoden, hvor man skal gætte sig frem til ordene i teksten, til hovedsageligt at benytte lydmetoden, hvor man sætter bogstavernes lyde sammen og på den måde automatisk kommer frem til ordet.
Danmarks læsekatastrofe blev først rigtig kendt i forbindelse med den første internationale læseundersøgelse i 1991, der placerede danske børn i 3. klasse som nummer sjok blandt 27 industrialiserede lande. Imidlertid havde professor Mogens Hansen allerede i 1972 i en undersøgelse for Danmarks Pædagogiske Institut konstateret, at gruppen af meget svage læsere i 2. klasse fra 1966 til 1972 var steget fra ti til 25 procent. Antallet af meget svage læsere var ifølge den internationale undersøgelse i 1991 stadig af størrelsesordenen 25 procent.
Den katastrofale stigning i antallet af meget svage læsere faldt sammen med, at danske læseforskere i 1960'erne uden videnskabeligt grundlag havde overbevist lærerne om, at helhedsmetoden var mere effektiv i begynderlæseundervisningen end lydmetoden. Skolebogsforlagene udgav herefter næsten udelukkende begynderlæsematerialer, der var baseret på helhedsmetoden, og som derfor var uegnede til brug i en undervisning efter lydmetoden.
»Ole Bole ABC« havde i en menneskealder med lydmetoden sat de fleste danske børn i stand til at læse i 1. klasse - uden at det var nødvendigt med særlige tiltag eller uddannelse af tusinder af læsevejledere og læsekonsulenter. Denne fremragende begynderlæsebog blev genoptrykt for sidste gang i 1958.
I begyndelsen af 1990'erne lod læseprofessoren Carsten Elbro sig overbevise af et stort antal udenlandske videnskabelige undersøgelser, som i 1980'erne havde vist, at lydmetoden i begynderlæseundervisningen var klart bedre end helhedsmetoden. Elbro kæmpede herefter en sej kamp mod anerkendte forskerkolleger, som havde uhyre vanskeligt ved at skifte opfattelse.
Efterhånden blev der indført undervisning i bogstavlyde i stort set alle børnehaveklasser, og et par forlag tog mod til sig og udgav materialer, der egnede sig til læseundervisning efter lydmetoden i 1. klasse. Dansklærere i 1. klasse lod sig inspirere heraf, og i løbet af de seneste otte-ti år er lydmetoden igen blevet dominerende i begynderlæseundervisningen og specialundervisningen - og det er den egentlige forklaring på Danmarks gode placering i den seneste internationale undersøgelse af læsning i 4. klasse.
Metodeskift årsag til læsefremgang
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.