Meritlærerne er en resurse

Debatten om meritlærerne som andenrangslærere får jævnligt spalteplads i Folkeskolen. Hver gang tænker jeg på, at der er tale om en proportionsforvrængning, der er helt ude af trit med virkeligheden. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at nogle lærere kan betragte meritlærerne som andenrangslærere.

Jeg er selv en af dem, der har en kandidatuddannelse (klassisk guitarist fra Musikkonservatoriet) plus et par andre halvfærdige uddannelser fra forskellige uddannelsesinstitutioner, og læser i dag den fulde læreruddannelse på aftenseminarium, mens jeg arbejder som lærer om dagen. Jeg har dermed et ben i hver lejr.

Jeg er halvvejs inde i den fireårige læreruddannelse, og jeg oplever stadigvæk, hvor nedslående det kan være: Det faglige niveau er nogle gange så lavt, at man ville kunne lære mere ved at dyrke de forskellige fag andre steder i byen. De studerendes motivation og kundskaber ligger på et så lavt sted, at jeg gruer, når jeg tænker på, at de skal undervise de kommende generationer. Det værste er, at mange seminarielærere udviser en metaltræthed og har et for lavt ambitionsniveau og i værste tilfælde slet ikke har større faglighed end nogle af de studerende.

I Folkeskolen nummer 22 er der fire højtuddannede og højt kvalificerede meritlærere, der oplever at blive betragtet som andenrangslærere i den offentlige debat. De har ud over meritlæreruddannelsen baggrund som klassisk oboist, markedsøkonom, tekniker i vindmøllebranchen og eksportsælger. Nogle af dem ville måske selv kunne undervise på seminarierne, og i en tid hvor større faglighed er efterspurgt mere end nogensinde, burde de blive betragtet som en stor gevinst for folkeskolen med deres ekspertise og faglighed. Og man burde snarere belønne dem for selv at have betalt deres anden uddannelse.