Mere Potemkin

Et vigtigt element i bevarelsen af en magtstruktur er intimidering. Det kan der naturligvis ikke være tale om i den danske pædagogiske debat, men hvorfor skulle der også det, når man i stedet kan latterliggøre, mistænkeliggøre eller ugyldiggøre dem, der taler den pædagogiske elite midt imod.

Det kan gøres og bliver gjort.

I Folkeskolen nummer 42 anmelder Peter Hindsgaul en ny bog 'Folkeskolens Potemkinkulisser - et kulturkritisk modspil', og her benytter han ovennævnte metode til at affærdige dette modspil.

Jeg blev sur og irriteret, da jeg læste anmeldelsen, for det er så vigtigt i den demokratiske dialog, at vi lytter til hinanden, tager hinanden alvorligt og tager stilling, men hør nu her: I det følgende tolker Peter Hindsgaul loven, som han selv gerne vil, og placerer Erik Schmidt som bagstræberisk, ikke kritisk, fordi han har nogle alvorlige kritikpunkter i forhold til folkeskolelovens antagelser om indlæring og dennes gennemførelse, idet han påstår, at Erik Schmidt er imod den folkeskolelov, der inden for fællesskabets rammer sætter den enkelte elevs læringspotentiale i centrum, der bygger på, at når der er sammenhæng mellem flere fag i virkeligheden, skal der også være det i skolen, der erkender . . .

Så er Schmidt ugyldiggjort, uden at Hindsgaul på mindste måde har taget stilling til argumentationen.

Om Per Fibæk Laursens fremhævelse af, at forskningen viser, at lærerens engagement og ikke metoden betyder noget, siger Hindsgaul: Men er alle metoder for begynderlæsning for eksempel lige gode? Jeg tror det næppe.

Det er da også lige meget, hvad han tror, hvis forskningen viser noget andet, for så er det den, han må tage stilling til, og hvis det er nyt for ham, kunne han eventuelt undres og nysgerrigt undersøge!

Men nej, Fibæk Laursen er fikst affærdiget som en, der har dubiøse holdninger.

Niels Christian Sauers kritik af betingelserne for samarbejde på tværs af faggrænser omgås ved bare at sige, at Sauer ikke har høje tanker om samarbejdets betydning, sammen med en fremhævelse af, at Sauer stadig fyrer med skarpt mod 'katederunddragere'.

Sært nok læser jeg Sauers kritik på det punkt som irritation over, at det giver større prestige at udføre opgaver/kurser, der ligger uden for undervisningen. Det er da noget argt sludder, når man skyder ham i skoene, at han er imod kurser og andre aktiviteter.

Her kunne det indflettes, at DLF's kongres også var stemt for, at det skal være undervisningen, der udløser kroner, hvis vi skal forhandle decentral løn, men Sauer er kørt ud på sidesporet som lidt af en kværulant, og en sådan skal vel ikke tages alvorligt.

Lars Henrik Schmidt tages der heller ikke stilling til. Meget elegant: Så galt kan det gå en forsker: Peter Hindsgaul forstår ikke et hak, og så er Schmidt kasseret ved hjælp af lidt latterliggørelse.

Det kan selvfølgelig være sandt nok og muligvis Schmidts skyld, men der kunne også ligge den årsag, at Hindsgaul i sit verdensbillede ikke rummer de forestillinger, der skal til for at forstå Schmidt.

Anmeldelsen slutter med, at der ikke er noget galt med loven, men at debatten er forkert.

Let omskrevet kunne mine gamle lærere fra den autoritære skole have sagt sådan, hvis et eller andet ikke ønskedes til debat.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi diskuterer både folkeskoleloven og den deraf afledte pædagogiske debat, for ellers låser vi os fast i en loyalitet mod loven, hvor der skulle være tale om en absolut solidaritet med eleverne, og 'eliten' får rollen som en kendt og forfængelig kejser.

Stine Preston

Vejle