Med syvmileskridt ud ad tangenten

Kan man vurdere et puslespils motiv ud fra en enkelt brik? Nej, det er helheden - samvirket mellem de enkelte dele - der må vurderes. Det gælder også den aktuelle politik over for folkeskolen. Helhedsindtrykket er en statslig styring baseret på mistillid.

Regeringen begyndte med at gøre de vejledende trinmål bindende. De bindende trinmål blev fulgt op af statslige test af elevens standpunkt. Flertallet har begrundet de obligatoriske test med, at lærerne skal vide, hvad børnene kan, så de kan sætte ind, hvor der er problemer. Det er en massiv mistillidserklæring. Lærerne er jo sammen med eleverne hver dag, iagttager elevernes fremskridt, stiller test, hvor de ønsker iagttagelserne suppleret. Men det anerkendes ikke. I stedet bliver de statslige test gjort til det centrale indhold i de såkaldte »kvalitetsrapporter«, som kommunerne skal aflevere til ministeriet. Formålet er ifølge bekendtgørelsen at »styrke kommunalbestyrelsernes mulighed for at varetage deres ansvar for folkeskolen«. Det er ligesom med lærerne. Mistillid.

»Kommunalbestyrelsen træffer nærmere beslutning om indhold og udformning af kvalitetsrapporten« - men der er fastlagt ikke mindre end 28 punkter, som rapporten skal indeholde. Samtidig offentliggør regeringen gennemsnittet af de karakterer, som en skoles elever opnår i hver afgangsprøve. Og fastsætter, at alle elever skal til prøve. Skriftlige elevplaner for hver enkelt elev i alle fag og med en løbende opfølgning er endnu en statslig, centralistisk afledning fra opgaven med at udvikle og tilrettelægge undervisningen.

Regeringen har fået flertal for et ensrettende bureaukrati, der trækker resurser væk fra elever og undervisning. Man kommer desværre langt med syvmileskridt, når de alle går i samme, statsstyrede retning.

Geert Laier Christensen: Du fokuserer i dit indlæg på mistillid. De nye elevplaner med mere er ikke baseret på mistillid, men på et ønske om indsigt og bedre dialog. Nationale test kan være ét af flere værktøjer til at lokalisere gode og mindre gode præstationer blandt skoler og lærere, men en erkendelse af, at der findes kvalitetsforskelle, er heller ikke et udtryk for mistillid. Bureaukrati/stram styring i skolen er et onde, men øget gennemsigtighed sikrer brugernes accept af forskelle mellem skoler/lærere og fremhæver gode ideer. |

»Det er en massiv mistillidserklæring«