”Når Befrielsen kommer” er filmen, som dette blogindlæg tager udgangspunkt i. Min gode blog-kollega, religionsrådgiver Janne Skovbjerg, har fået samme tanke og har også fokus på filmen i hendes nyeste indlæg.
Men hvad er det, at denne film kan, som gør, at både hun og jeg vil skrive om den?
Næste- eller næste(n)kærlighed
Filmen skildrer besættelsestidens sidste tid og perioden derefter. Danmark oversvømmes af tyske flygtninge, og en lang række dilemmaer opstår. I filmen omdannes Ryslinge Højskole til interneringslejr for tyske krigsflygtninge, men skal disse flygtninge hjælpes?
Er de fjender, som blindt støttede Hitler og dermed selv er skyld i deres situation, eller er de mennesker i nød, som skal hjælpes? På Filmcentralen.dk ligger et gratis undervisningsforløb til filmen, som bestemt kan anbefales, men lad os krydre det med flere fagbegreber og flere film.
Historisk empati
Forståelsen for hvorfor personerne i filmen traf de valg, som de traf, kræver en historisk empati fra elevernes side. Et fortidsperspektiv er nødvendigt, for filmens personer traf næppe deres valg pga. hverken dumhed eller ondskab.
Netop fortidsperspektiv og historisk empati er omdrejningspunkter i den spritnye bog, ”Fortiden som et fremmed land”, som bl.a. har Loa Bjerre, Heidi Eskelund Knudsen og Jens Aage Poulsen som forfattere. Jeg er næsten halvvejs i denne bog, som kun kan anbefales. Læs mere om bogen her.
Lad filmene rulle i klasseværelset
I et tidligere blogindlæg beskrev jeg bl.a., hvordan filmen ”Hvidstensgruppen” ligger klar til afspilning på mitCFU. Her findes også et hav af andre film om 2. Verdenskrig – både danske, engelske, tyske og norske. Her kan man virkelig tale om historiebrug! Der er enorm forskel på, hvordan modstandsbevægelsen portrætteres i den første spillefilm om besættelsestiden, "De røde enge" fra 1945 og til de nyeste film, ligesom Adolf Hitler portrætteres meget forskelligt i "Der Untergang" og i en af mine yndlingsfilm Jojo Rabbit. På dette link er samlet spillefilm omhandlende 2. Verdenskrig. Listen kan også downloades her. Nu er det ikke en filmskole, vi driver, men man kunne lade eleverne få ”filmlektier” for. Lad dem se forskellige film derhjemme og giv dem fx til opgave at fokusere på, hvordan modstandsbevægelse portrætteres. Det kan give nogle gode diskussioner og åbne elevernes øjne for, at synet på fortiden ændrer sig. Film skal ses i biografen – og i skolen.
Med historie i biografen – og tilbage i skolen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.