Matematikvanskeligheder, gulerødder og holdbarhed

Der kan være forskellige årsager til at eleverne ikke klare sig godt i matematik, de kan have kognitive udfordringer, sociale udfordringer, være udsat for mindre god undervisning, mangle motivation for faget, sproglige udfordringer, dårlige arbejdsvaner og så kan der være rigtige mange andre gode grunde til, at de på den ene eller anden måde er havnet i matematikvanskeligheder. En ting er dog fælles for alle børnene – det er ikke fedt.

Men hvad kan man så stille op?

Man kan starte med at finde ud af, hvorfor eleverne ikke lærer optimalt, og se om der mulighed for at ændre faktorer, der hindrer læringen. Man kan søge at afdække omfanget af matematikvanskelighederne ved at gennemføre diagnostiske samtaler med eleverne, tale med andre lærere, undersøge om der er mønstre. Dernæst kan man iværksætte tiltag for eleven, der over tid vil afhjælpe matematikvanskelighederne.

Jeg har i flere år arbejdet med Tidlig Matematik Indsat, der jo er en systematisk, gennemprøvet og evidensbaseret tilgang, men alligevel er det ikke alle elever, der profiterer på den lange bane af systemet. Når man ser på eleverne i matematikvanskeligheder i overbygningen, er der tit en forhistorie, hvor der er afprøvet en lang række forskellige tiltag, kurser osv. uden den helt store effekt – de er stadig som store elever i matematikvanskeligheder. Mit bedste bud på en løsning ville være at give lærerne bedre muligheder for at differentiere deres undervisning, men det koster ekstra forberedelsestid og måske ekstra hænder i klasseværelset.

Hvordan måler man elevernes udvikling, og hvor holdbar er den?

Der forekommer historier om stærke læringsfremskridt efter korte intensive kurser, men hvad er eleverne undervist i, hvordan er det målt, og er det et Qvick fix eller er det langtidsholdbar læring. Jeg tænker, at det er som mit kondital, der altid er bedst, når jeg har trænet kort og intensivt for fx at deltage i et løb med kollegaerne, men efter løbet er jeg tilbage i de gamle mønstre, og tilbringer mere tid bag tasterne end på løbestierne.

Og senest er skoler blev udpeget og lokket med kontanter, hvis de kan præstere bedre. Men i skolen arbejder vi med et yderst levende materiale, der ændrer sig fra år til år, og hvor sidste års succes, kan afløses af næste års katastrofe, når vi taler karaktergennemsnit til prøven. Der er ingen årgange, der er ens, og de kan ikke sammenlignes. I skolen gælder der ingen regler om input og output.

Kan man løkke, presse eller betale sig til bedre resultater

Det kan forekomme meget instrumentelt, når man tror, at langtidsholdbar læring er noget, man kan styre med gevinster. Der er ikke den elev, der ikke gerne vil ud af vanskelighederne, men der er mange forskellige årsager til dem, og de kan ikke elimineres med et snuptag.

Min konklusion er, at der ikke er nogen Qvick fix eller smart genvej til bedre og holdbar læring i matematikundervisningen, og man kan ikke lokke nogen til langtidsholdbar læring, hverken med gulerødder eller penge.

Elevernes læring er et resultat af god undervisning, differentiering, motivation, relationer, tid og et godt undervisningsmiljø, hvor vi altid må acceptere at ingen er ens, heller ikke elever og deres forskellige læringsudbytte og lærerstøttebehov.