Mangfoldighed

Mangfoldighed er igen blevet et plusord. Nu har en følgegruppe til den nye læreruddannelse foreslået at fjerne en række regler, så læreruddannelserne kan udvikle sig forskelligt. Slut med detaljerede politikerdiktater på indholdet i uddannelsen. I stedet skal uddannelsen styres via kompetencemål for de studerende.

Det lyder helt rigtigt. Og dejligt, at den fem år gamle følgegruppe ikke har brugt tiden på at udtænke nye sindrige regler og systemer. Respekt.

At læreruddannelserne så i forvejen er mangfoldige, og at det politiske flertal først skal bankes sammen, er i den sammenhæng en mindre ting.

Men følgegruppens ønske om at hæve karaktergennemsnittet for, hvem der kan komme ind på uddannelsen, virker søgt.

Det er rigtigt, at internationale sammenligninger viser, at lande, som klarer sig godt, har studerende med gode karakterer på læreruddannelserne. Men toplandene er også kendetegnet ved, at de kan vælge og vrage mellem ansøgere, fordi mange gerne vil være lærere. Her har hele uddannelsessystemet, inklusive læreruddannelsen, høj anseelse og opbakning.

Desuden er ideen ikke let at gennemføre, fordi den vil betyde, at der vil komme færre studerende ind. Det vil formentlig føre til lukninger af uddannelsessteder.

Mangfoldigheden er til gengæld svær at få øje på, hvis man vender blikket væk fra staten og ser på KL. Efter i årevis at have lagt stor vægt på det kommunale selvstyre og de lokale forholds betydning slår kommunernes paraplyorganisation nu til lyd for, at alle kommuner skal bruge lærernes arbejdstid ens. På den måde kan nogle kommuner spare penge ved at få lærerne til at stå i klassen i en større del af arbejdstiden. Hvor blev den kommunale mangfoldighed af?

Målet ser ud til at være ensretning - og midlet er blandt andet en uigennemtænkt mistænkeliggørelse af lærerne. Nu har politikerne i DLF indkaldt til ekstraordinær kongres for at diskutere, hvordan man kan forsvare kvaliteten i folkeskolen. Signalet er helt tydeligt at sige: Nok er nok!

Kampagnen fra KL er designet til at være en ingrediens i de lokale forhandlinger om lærernes arbejdstid og i de kommende overenskomstforhandlinger. Kan KL skabe en stemning af, at lærerne nok driver den lidt af, har KL skubbet modparten i defensiven.

Den teknik er gammelkendt.

Heldigvis oplever de fleste opbakning fra deres kommunale politikere, forældre og elever. Og heldigvis er der stadig flest kommuner, hvor samarbejdet foregår med respekt. Man må håbe, at nogle af dem begynder at forklare KL, at de ønsker at bevare det kommunale selvstyre og lærernes engagement. Så kan forhandlingerne om lærernes arbejdstid ske ved forhandlingsbordet.