Man kan ikke lege sig til historisk viden

Man fornærmer vel ingen ved at påstå, at legeprægede dramatiseringer ikke med en selv nok så god lærerinstruktion tilsat nok så vellignende gevandter og sløjdfabrikerede trægeværer er i stand til at bibringe folkeskoleelever et blot nogenlunde autentisk billede af trekejserslaget ved Austerlitz eller af andre historiske begivenheder. Det betyder ikke, at folkeskolen ikke skal supplere historietimerne med fantasifulde lege af typen som beskrevet i Folkeskolen nummer 16. Sådanne lege kan være både afvekslende, personligt udviklende, morsomme og socialt styrkende. Men historie lærer man ikke - påstår jeg. Faget historie hedder historie, fordi der skal fortælles eller læses historiske beretninger, der lagret i børns forestillingsverden giver langt mere korrekte forestillinger om historiske hændelser end nok så imponerende bevægelsesløsslupne dramatiseringer. Lad så være, at den ubarmhjertige glemsel har det med med tiden om ikke at udradere, så dog at fortrænge mangen en spændende fortælling, mens de pittoreske lege forbliver klart stående i erindringen. Men det er så vist ikke historisk lærdom, denne sidste slags erindringer befordrer. Sandt at sige er det næsten sikkert ikke noget nulevende menneske beskåret med mobilisering af nok så megen fantasi at forestille sig, hvordan det var at være barn i stenalderen. Og så bør skolen vel heller ikke lade, som om børn kan lege sig til en sådan viden. Men bevares. Derfor kan legene da, især i en tid hvor skolens faglige undervisning er groft underprioriteret, være befordrende for en masse andre positive udviklinger.