Man begår ikke den samme fejl to gange. Helst ikke.

Og hvorfor var det så ikke det? Såre simpelt. Fordi de mange kildehenvisninger til nettet ser flotte og fine ud på papiret, men de tager en rum tid for censor at taste sig igennem. Jeg kan huske, at jeg selv kom til at tænke på denne lille detalje og kontaktede min censor. Han havde godt bemærket, at han havde en del søgearbejde foran sig, man slog det hen med latter og udsigten til en god frokost på skolen. Det fik han så. Han var en god censor.

Året efter var jeg censor i kristendomskundskab, og her fik jeg selv materialet digitalt. ”Perfekt”, tænkte jeg. Alt var godt. Det var det sådan set også, bortset fra, at jeg nu havde en del printearbejde foran mig, fordi materialet var delt på Dropbox, mens noget fulgte på papir. Sådan er der så meget, og man bliver heldigvis skarpere.

Jeg synes, at man for hvert år får tilføjet nogle smådetaljer, som gør processen lettere for en selv og ikke mindst censor.

I år er alting anderledes

Så hvad med i år? I år sender jeg alt materiale både på papir og digitalt til min censor. Det blev vi enige om var bedst. Så kan man hurtigt orientere sig i billedmateriale og tekster, men videoer, tv- dokumentarer, filmcentralen o.l. hurtigt tilgås digitalt. Censor får desuden linket til min kildepadlet, som eleverne har adgang til under forberedelsen. Og en god frokost på skolen.

Jeg har desuden haft fornøjelsen af det puslespil, det indbefatter at lave prøverækkefølge med hhv. 25, 40 og 55 minutters forberedelse og efterfølgende prøve med samme tidslængde. Det er ikke nemt for en humanist, skulle jeg hilse fra en humanist og sige.

”Klog bliver man af skade, og det er ingen skade til, man ligger jo præcist, som man har redt”, skriver Steffen Brandt livsklogt. Det har han ret i. Hvad gør I derude? Jeg hører gerne om jeres erfaringer. Så bliver jeg endnu skarpere.