Magtesløsheden i udelthedens kaos

Opdyrkningen af det af professor Per Fibæk Laursen i Folkeskolen nummer 6 omtalte personlige værdigrundlag til fundering af den autentiske lærer må formodes at skulle være tilendebragt inden karrierens start. Her mangler Fibæk Laursen dog at supplere med udviklingen af en nok så væsentlig færdighed, der til gengæld først lader sig udvikle efter påbegyndt arbejde som skolelærer. Det drejer sig om, at en lærer står sig ved så hurtigt som muligt at opnå evnen til at ramme det niveau, hvorpå den enkelte klasse lader sig tiltale, påvirke og undervise. Når Fibæk forbigår denne væsentlige færdighed, kan det skyldes, at han ved, at evnen til hurtigt at pejle sig ind på en klasses niveau ikke lader sig opøve i folkeskolens udelte klasser, alene fordi blandingen af stærke og svage sikrer, at der slet ikke findes noget niveau at pejle sig ind på. Læreren skal altså tale, forklare og undervise på flere niveauer samtidig, indtil han når opgivelsens udbrændthed. Denne håbløse situation forstærkes af hans pædagogiske kilders uforskammede snak om, at han jo bare skal bruge under­visningsdifferentiering, der som bekendt altid lykkes tilstrækkeligt langt fra elev­fyldte skolestuer. Der er altså også den mulighed, at læreren holder op med at undervise og i stedet hengiver sig til dyrkelsen af de bløde kompetencer. Og endelig kan han jo vælge at sende eleverne ud i grupper og ganske progressivt overlade dem ansvaret for deres egen læring. Skulle disse smuthuller imidlertid ikke tilfredsstille læreren, fordi han er belemret med samvittighedsfuld omsorg for eleverne, har han vist ikke anden mulighed end at lade sig brænde ud eller søge andet arbejde i tide.