Magien, den sociale poesi og underværker skal tilbage til skolen

Læringsmål, nationale test og effektivitet dominerer den skolepolitiske debat, men det er ikke det vigtigste i skolen. Det vigtigste i skolen sker i den daglige undervisning: Magi, undere og social poesi. Lærere, forældre, foreningsfolk og præster slår sig sammen og prøver at finde nye veje – der skal et folkeligt opgør til for at vende læringskatastrofen i den nye folkeskole.

Men hvordan ændrer man et helt tankegods? Hvordan ændrer man fortællingen om, hvad det vil sige at være lærer? Hvad indebærer undervisning?

Forskningen på Danmarks Pædagogiske Universitet sker i dag på baggrund af lederens, Claus Holms, holdning om, at skolens primære opgave i dag er læring som livsform og ikke - som førhen - demokratisk dannelse og tilværelsesoplysning. Forskningen på DPU tilrettelægges derfor mere efter økonomiske vismænd og globaliseringsråd med holdninger i retning af, at folkets skole skal være en konkurrencestatsskole.

Politikere lytter til forskningens anvisninger, og de to parter påvirker i vekselvirkende forbindelser på en magtfuld måde hinanden med læringsmål, nationale tests og effektivitet; det er, hvad der dominerer den skolepolitiske virkelighed, herunder skolereformen.

Et folkeligt opgør står altså overfor en særdeles magtfuld, nærmest hellig alliance, mellem forskere og politikere.

Den uddannelsesmæssige pose skal rystes, så holdningerne til lærerarbejde og undervisning rystes.

Men hvor står vi selv som lærere? Er vi tro mod de store fortællinger om tilværelsesoplysning og frihed til dannelse?

Det er sådanne spørgsmål, jeg har stillet mig selv, og derfor er jeg gået i gang med i roman-form at skildre, hvordan en fiktiv person med årene bliver lærer, for hvad vil det egentlig sige at være lærer? Hvad vil det egentlig sige at undervise? Her kommer er foreløbigt udkast til en samtale, hvor en ung kvinde er kommet ind på læreruddannelsen og har fået en Grundvig-gal pædagogikprofessor som lærer:

”Kan man lære børn at læse”? spurgte jeg. ”Nej”, svarede professoren ”Som lærer kan du bare hjælpe til med, at alle de forhindringer, der kan være for, at barnet ikke lærer at læse, forsvinder”. ”Er det ikke ren romantisk Rosseau-pædagogik, hvor barnet ikke må lære noget, før det selv spørger om det”? ”Du skal tænke på, at 1700-tallets filosofiske Rosseau og Kant satte frihed som højeste prioritet. Hvis man skal gøre sig håb om, at børn kan lære noget som helst, er det her al pædagogik starter”. ”Grundtvig tænker i samme retning om, at man ikke kan lære nogen noget, de ikke selv har lyst til. Du kan altså ikke betragte små mennesker som dukker, hvis hoveder du kan lukke op og indsætte mekaniske læse- og skrivemaskiner. Sproget er af en åndelig karakter, og som lærer skal du oplyse om tilværelse og samtidig vække barnets iboende erfaringer, følelser og forestillinger”. ”Du lyder som en hel lærebog”, drillede jeg ham. ”Tror du virkelig selv på, at man som lærer ikke kan lære sig redskaber og metoder som værkøjer til at lære et barn at læse”? spurgte jeg nysgerrigt. ”Ja, for Fanden, du må ikke gå ud i den danske folkeskole uden at forstå, at alt forstener, hvis du logisk-videnskabeligt tror, du kan lære at undervise ved metoder og værktøjer. Det, det drejer sig om, er, at du som lærer underviser med blik for, at menneske- og samfundslivet ikke forstener men hele tiden er i skabelses- og tilblivelsesprocesser. Derfor skal du have en poetisk tilgang til lærerarbejdet. Du er en slags kunstner, der skal puste til børnenes iboende åndelige kraft ved at oplyse dem om tilværelsen”. ”Jaså” jeg blev lidt ironisk, ”jeg er altså solen, der skinner på de små poder, så de kan vokse og gro”? ”Ja, noget i de retning” svarede han næsten henført, ”du skal skabe ro i bred betydning, sørge for de kan være til stede med alt, hvad de kommer med som de små mennesker, de nu er. Tal med dem, se dem, fortæl dem gode historier – og hav så nogle læse- og skrivebøger parat, som du giver dem i rette øjeblik. Først da kan du starte med at lære dem, at a siger a og b siger be og så videre. For nu er de parate”. Han så triumferende på mig, ”For at blive en god lærer, skal du stræbe mod selv at få en god tilværelse, så børnene kan se op til dig, de skal have lyst til at efterligne dig”. Derfor må du dyrke tilværelsens op- og nedture, det gør dig stærk som menneske, og du skal være i vekselvirkning med samfundet, historien, naturen og verden, så du er fagligt stærk og kan fortælle dem om det hele”. ”Det var ellers ikke småting, jeg skal for at blive lærer”! ”Nej”, svarede han og så alvorligt på mig, ”Du skal forstå, at det er er et kald, du går ind til. For livet. Du får ét af samfundets vigtigste opgaver, nemlig at kalde livskræfterne frem i andre mennesker, så de i deres eget liv og i samfundslivet kan se muligheden for i frihed og fællesskab at blive mennesker, der vil skabe”.