Madsen og livsløgnen

Normalt bør man ikke mene noget på skrift om indlæg fra Vagn Madsen, Brønderslev.

Men hans »117.« indlæg i Folkeskolen nummer 50 mod rummelighed og omtale af forventninger, »der jo kunne lede folkeskolen på vej mod fordums stolte tider«, gav mig anledningen.

Jeg har haft et rimeligt omskifteligt uddannelses- og arbejdsliv, og i 25 år i vejledningens tjeneste har jeg samlet på tavs viden fra folkeskolens elever.

Jeg ved ikke, hvilken tidsalder Vagn Madsen tænker på, når han tænker på »fordums stolte tider«. Fra 1955 indtil 2005 har der, på trods af niveaudeling eller ikke, altid eksisteret en alt for stor restgruppe af mennesker, som ikke lærte at læse. Årsagerne ikke nævnt her.

Jeg har i fordums stolte tider med niveaudeling kendt mange gode mennesker, som fungerede godt, men som ikke kunne læse. Samfundets nutidige behov for læsning har afdækket en tilstand blandt voksne mennesker, som altid har været der.

Jeg vil vove den påstand, at gruppen af funktionelle analfabeter er blevet mindre siden femtitallet sammen med gruppen af emotionelt invaliderede skolehadere. Samtidig er samfundets krav til læsning steget. Særlig pædagogisk støtte til nyopdagede ordblinde på videregående uddannelser er fordoblet i de sidste år.

Men nu behøver det ikke længere vare halve snese år, før ikke læsende tør vende tilbage til pædagogiske påvirkninger gennem SPS, FVU og fagforeningerne. Ordblindhed og manglende funktionel læsefærdighed tør og bør man gøre noget ved.

Man skal derimod passe på med at tage livsløgnen fra monomane mennesker. Så lad endelig Vagn Madsen udfylde spalterne for den beskårne redaktion. Blot kunne man ønske, at Vagn Madsens navn kom til at stå først i indlægget som en slags varedeklaration.