Lykke til, formand

I »TR-Nyt« kommenterer formand Anders Bondo regeringens forslag om frit skolevalg med blandt andet disse ord: »Det hører til grundtankerne bag den danske folkeskole, at borgerne har mulighed for at påvirke, hvad der sker på deres børns skole. Men med sin filosofi om, at folk bare kan vælge en anden skole i stedet for at forsøge at få den indflydel­se, signalerer regeringen meget klart, at den tænker i forbrugere mere end i borgere«.

Forleden fortalte Christine An­torini tillidsfolk i Næstved Lærerkreds, at hvis de vil ændre (mediernes!) opfattelse af folkeskolen som dyr, dårlig og rar, er det nødvendigt, at de er bevidste om forskellen på at være borger og at være bruger.

Et døgn senere forvissede Marianne Jelved på Rømø sønderjyske skolepolitikere fra Venstre om, at jeg ikke er medlem af Det Radikale Venstre. Det mente hun skyldtes, at hendes parti i 1989 på Bertel Haarders foranledning valgte brugernes position frem for borgernes og nedlagde skolekommissioner og skolenævn for af oprette skolebestyrelser.

Det forklarer, hvorfor mange trods hendes troværdighed og dygtighed viger tilbage fra at være medlemmer af Det Radikale Venstre, som jo definerer sig selv som social-liberalt. Og deri ligger faren for, at partiet for at opnå et kompromis giver køb på det sociale til fordel for det liberale marked og dets frihed til at vælge blandt varerne.

Hvem er også så dum at gå ind for det modsatte af frihed? Formanden for Grundskolerådet, Ka­thrine Lilleør, er ikke. Det fremgår klart af hendes »Bag­smæk« i Folkeskolen nummer 5. Hun ser »serviceskolen« som et resultat af folkeskolelovens formålsparagraf, hvor der står, at skolens mål blandt andet er elevens alsidige personlige udvikling. Lilleør spørger retorisk?: »Hvad mon der sker, hvis man bestemmer sig for, at social kontakt og fællesskabsfremmende adfærd er et krav?« Svaret er, at elever og forældre, siden folkeskolen blev brugerstyret, har fået friheden til at fly ethvert forpligtende fællesskab. Lilleør rammer end ikke skiven, når hun kaster sit skyts mod loven, og det fuldstændig frie skolevalg er ikke et nybrud, men en logisk konsekvens af brugerstyret.

Serviceskolens succes kan man rent politisk ønske Haarder og Venstre tillykke med. Kulturelt ligger både de og vi, som de har redt: Det frie valg har medført, at (for) mange forældre og børn i dag forventer, at undervisningen foregår, præcis som når familien er på guidet bustur. Ellers flyttes børnene et sted hen, hvor det forpligtende fællesskab og andre pligter efter vennernes udsagn at dømme er opgivet.

Det er tæt på, at det er lykkedes Folketingets partier at afskaffe den skole, I.C. Christensen netop navngav folkeskolen. Erstatningen kan vi navngive: Den For­ældrestyrede Børneskole. Gennem ægteskabet med Det Konservative Folkeparti bliver den forældrestyrede skole nu statsdirigeret via prøver, test, klare trinmål og meget andet, som man i mange andre lande har fået mere end nok af og derfor for eksempel i Irland og ­Wales er i fuld gang med at afskaffe igen.

Det er folkeskolens sjæl, vores engagerede formand har sat sig for at redde. Lykke til. I morgen er for sent.

Forkortet af redaktionen