Løn, løn og atter løn

Vel vidende at »lærerimageproblematikken« er mere kompleks, vil jeg i nedenstående kun forholde mig til lønspørgsmålet:

Jeg hørte en diskussion mellem undervisningsminister Bertel Haarder og Anders Bondo Christensen vedrørende faldet i søgningen til lærerseminarier og lærerjobbets dårlige omdømme i det hele taget. Til min meget store forundring talte vores formand ikke en eneste gang om løn. Det bekymrer mig meget, og det er en stor fejl ikke at fremhæve det.

Da jeg foreslog min yngste søn på 15 år, om ikke lærerjobbet kunne være noget for ham, svarede han: »Mor, du er 51 år og tjener ikke engang 29.000 kroner om måneden og knokler hele tiden, så hvad tror du selv?«

Du skal vide, Anders Bondo, at det har en stor betydning, hvad lønnen og lønudviklingen er: Både for de unge, som skal tage stilling til, om de kunne tænke sig at blive lærere - og også for os andre, der har tjent den danske folkeskole på »kalds-vilkår« i mange år.

Hvis flere skal have lyst til lærerfaget, skal der først og fremmest være en ordentlig løn og lønudvikling - frem for at forlænge uddannelsen med et år. Jeg har da selv en klar oplevelse af, at mit job fylder rigeligt: Meget undervisning, mødevirksomhed og rigtig meget forberedelse - aftener og mindst en eftermiddag i weekenden (timer, som meget vel kunne defineres som overarbejde). Men det ville da være okay, hvis lønnen stod mål med mine anstrengelser. Men det gør den ikke.

Jeg mener, at lønstigning skal have første (og gerne eneste) prioritet ved kommende overenskomst. Heraf skal nok følge en forbedring af vores status.

Svar

Jeg har ikke genhørt min debat med Bertel Haarder, men jeg har i en række indslag i pressen understreget, at lønniveauet er en væsentlig faktor for lærerfagets status. Derfor var det også afgørende, at vi ved aftalen i 2005 fik løftet alle lærere to løntrin.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF