Så hørte jeg det igen. Et veluddannet, reflekterende ægtepar har meldt deres barn ud af folkeskolen og ind i en privat skole. Den ene forælder arbejder selv på betroet post i folkeskolen! Jeg kender flere eksempler, som jeg har mødt gennem de sidste ti år. Lærere og seminarielærere, der arbejder for den danske folkeskole, findes i forældrekredse omkring friskoler og private skoler. Det drejer sig ikke blot om forældre, der vil give deres børn en særlig oplevelse gennem et efterskoleophold på 9. eller 10. trin, men i stigende grad ser vi disse forældre lade deres børn skifte fra folkeskolen til andre skoleformer inden for de første syv skoleår.
Spørgsmålene rumler i mit hoved:
- Har den forældregruppe særligt sarte, særligt vanskelige eller særligt begavede børn, som folkeskolen ikke kan byde ordentlige barnekår?
- Har den forældregruppe erkendt, at den institution, de selv lægger deres livs arbejde i, ikke duer til deres egne børn?
- Har den forældregruppe kunnet skaffe sig sikkerhed for, at den valgte betalingsskole har en struktur, et indhold og en proces, der på både kort og langt sigt er bedre for deres barn end folkeskolen?
- Har den forældregruppe en formening om, at lærerne i betalingsskolen er dygtigere, mere samvittighedsfulde, arbejdsomme og kreative end kollegerne i folkeskolen?
- Har den forældregruppe blot lyst til at være elitær.
- Eller hvad er det, den forældregruppe har reageret på, så de nu både slås for deres egen daglige arbejdsplads og samtidig vinker farvel til kunden, deres eget barn, der er på vej over i den private skole?
Har folkeskolen i sin sympatiske iver for at udvikle sig i et foranderligt samfund gjort sig selv til et sted, der er forvirrende, uigenkendeligt og alt for krævende for et barnesind?
Har barnet jævnligt mulighed for at føle sig god til en opgave, bedre end i går - på vej til at blive sikker og kompetent på et område - eller stilles der en strøm af nye, flimrende opgaver, der ikke er ro til at fuldføre, og som gør selv en lille purk skoletræt, før dagen er begyndt?
Jeg har selv været forælder i folkeskolen. Jeg arbejdede i den i 20 år. Jeg er stadig dens varme fortaler. Løb ikke fra den!
Gertrud Kudsk
Skive
Løb ikke fra folkeskolen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.