Liv i skolen – ro i klassen

I forbindelse med den genopblussede diskussion om mere disciplin i skolen så vil jeg henvise til Undervisningsministeriets egen »Vejledning om disciplin, god adfærd og trivsel i folkeskolen«, som blev udsendt i 2006.

Diskussionen om et godt undervisningsmiljø, trivsel og disciplin i skolen har det med at polarisere synspunkterne. Hvis man bruger ordet disciplin, kan man nemt blive beskyldt for at være tilhænger af en kæft, trit og retning-pædagogik, mens folk, som kræver mere disciplin, ofte er lynhurtige til at kalde andre for rundkredspædagoger.

På den måde kan man undgå at komme til sagens kerne i lang tid.

Her giver »Vejledningen om disciplin, god adfærd og trivsel« et godt bud på, hvordan man kommer videre.

Vejledningen blev udarbejdet i ministeriet af elever, forældre, lærere, ledere og forvaltningsfolk med direkte tilknytning til skolens hverdag. Den gør op med, at disciplin kun er sort skole, men påpeger, at det drejer sig om, at eleverne skal lære, at skolen er en arbejdsplads, hvor der må tages gensidigt hensyn til hinanden. For eksempel at alle ikke skal råbe i munden på hinanden hele tiden, men vente på deres tur. Det kan risikere at føre til mere trivsel.

Dertil kommer, at vejledningen ganske konkret beskriver, hvordan alle aktørerne i skolen fra kommunalbestyrelsen til eleverne kan medvirke til, at alle elever får opfyldt deres ret til et godt undervisningsmiljø.

Vi har ikke brug for mere straf, flere eftersidninger og mere skældud, men der­imod en samlet indsats, som betyder, at elever får hjælp, når de har brug for det - både i den enkelte undervisningstime og mere overordnet, hvis de har brug for et andet undervisningstilbud end normalklassen.

Det betyder sikkert flere tolærerordninger og bedre specialcentre på skolerne. Men når man kan bruge milliarder på at redde en flok bankspekulanter, har man vel også råd til at redde folkeskolen?