Lirum, Læring, Leg

Læringsparat, robust, innovativ og omstillingsparat er bare et par af de buzzwords, som de senere år har ramt folkeskolen og vores børn og har erstattet dannelsesbegrebet. Læring er det nye sort, og rundt omkring i kommunerne blomstrer forskellige læringskoncepter, læringshuse, læringsagenter frem godt hjulpet på vej af diverse yderst velbetalte private konsulentfirmaer.

Også i Høje Taastrup har læringsdillen indfundet sig, hvor kommunen barsler med nyt ”læringshus” og borgmester Michael Ziegler fortæller vidt og bredt om, hvordan skolen i Høje Taastrup bliver fremtidens skole.

Grundlaget for den fremtidige skole i Høje Taastrup er dels ”21st century skills”, som handler om nogle overordnede kompetencer, som man mener skal bruges på arbejdsmarkedet om 25 år. Udover det utopiske i at skulle lave læring med udgangspunkt i fremtiden, som ingen jo kan spå om, er dette også en klar forskydning af skolens formål, som hidtil har været at skabe rammer, så børnene kan blive hele mennesker og indgå i et demokratisk samfund, hen mod en skole som producerer små robuste, omstillingsparate, konstruktive børn, som senere kan begå sig på arbejdsmarkedet.

I Høje Taastrup er vi helt med på moden, så vi stopper ikke ved ”21st century skills”. Igennem de sidste par år har byrådet et par gange besøgt nogle skoler i England, som har en pædagogik inspireret af et skolekoncept fra Californien, og hvis du spørger byrødderne, har det været nogle uhyggeligt motiverende besøg, og de er straks gået i gang med at omforme Høje Taastrups skolepolitik efter de oplevelser, de havde i England, så det amerikanske koncept kan gennemsyre Høje Taastrups skoler.

De engelske skoler er organiseret uden egentlige klasser og klasselokaler, men med 90 børn pr. enhed, som så arbejder individuelt og i grupper i forskellige læringsmiljøer. Læringsrummene er store rum med forskellige stationer, hvor børnene kan arbejde på kryds og tværs. Børnene skal ikke undervises, men i stedet arbejde selvstændigt projektorienteret, hvor lærerollen i stedet bliver en vejlederrolle. Stationerne er vidt forskellige, så børnene kan arbejde på forskellige måder. Derudover arbejder børnene i ”labs”, hvor de kan lave forskelige projekter. Her er man meget optaget af ”hands on” og ”autentisk læring” (forstået som projekter, der betyder noget i virkeligheden. Dvs. et fuglehus som bliver produceret også skal sælges, så det får en funktion) som bærende elementer. Hvis det lyder som gammel vin på nye flasker, er det nok fordi, du har taget en pædagogisk uddannelse.

Det lyder jo alt sammen meget godt på overfladen, men når nye idéer skal sælges, fortælles der ofte vidt og bredt om alle herlighederne, og man glemmer ofte at fortælle, hvad man må give køb på. Udover opgøret med den mindre enhed, nemlig klassen, er målet samtidig konstant at arbejde projektorienteret på tværs af fagene med autentiske projekter rettet mod fremtidens arbejdsmarked. Her er jeg svært bange for, at det ekstreme fokus på fremtidens arbejdsmarked samtidig bliver en nedprioritering af det fundament, fagene giver det enkelte barn, så barnet i fremtiden bliver livsdueligt og ikke bare omstillings- og arbejdsparat. Derudover ser jeg individfokusset som problematisk, og jeg er bange for, at vi lader det enkelte barn i stikken med sin egen læring (jeg ved godt, at der både er lærere og pædagoger til at vejlede den enkelte elev). Men vi har helt mistet blikket for klassen og fagene som rammen om kulturbærende undervisning, der giver børnene et trygt fælles fagligt og kulturelt fundament at stå på.

Vi lader konstant vores børn kigge ind i et stort sort hul af usikker fremtid uden at give dem et solidt fundament af erfaring, faglighed, sammenhængsforståelse og selvindsigt. På den måde er skolen ved at blive en ”fremtidsfabrik”, som producerer kompetente, rodløse, angste unge mennesker. Polemisk formuleret bliver skolen således ”de bristede drømmes fødegang”.

I stedet synes jeg, at vores børn gennem fagene får et solidt fundament at stå på som menneske.

I dansk lærer vores børn at kommunikere med andre mundtligt såvel som skriftligt, mens de i litteraturen, kunsten, musikken finder ”livet” og sig selv og samtidigt lærer at se sig selv udefra. I matematik, fysik, biologi og geografi lærer børnene om den materielle og naturlige verdens teoretiske grundlag og sammenhæng, men det skal børnene ikke lære, fordi de allesammen skal være fremtidige biologer, fysikere m.m., men fordi at det lærer vores børn at begå sig i samspil med den materielle og naturlige verden. I idræt lærer vores børn, hvad de kan gøre med deres krop og at udfolde sig fysisk i fælleskab med andre. Her lærer børnene også om forskellige idrætsgrene, som samtidig kan blive fundament for, at de i fremtiden holder sig i god form og forbliver glade, sunde og raske, men ikke fordi at de alle i fremtiden skal leve som professionelle sportsatleter. Historie, religion og samfundsfag skal give børnene en historisk, kulturel og samfundsfaglig ballast, men ikke fordi, at de i fremtiden skal skabe det mest effektive samfund. Men fordi fagene giver dem mulighed for at forstå sig selv i samspil med samfund, kultur og historie. På den måde bliver fagene forankret på en måde, som giver børnene mulighed for at finde et ståsted i en stadig mere omskiftelig verden og ydermere skabe egen identitet.

Vi skal ikke uddanne vores børn til en uvis fremtid, men til sunde, kritiske, nysgerrige og glade voksne mennesker.

Og så tør jeg slet ikke tage fat på efteruddannelsesdiskussionen, hvor det givet vil kræve kæmpe økonomiske ressourcer at løfte efteruddannelsesbyrden for, at det pædagogiske personale kan angribe situationen helt anderledes og gøre vores børn klar til fremtidens utopiske drømmeverden.

Her er jeg ikke i tvivl om, at de penge var brugt langt bedre, hvis de blev investeret i at give vores børn og lærerne tid og ro til at koncentrere sig om det, som jeg synes burde være skolens primære formål, nemlig trivsel, faglighed og dannelse.

Emil Viskum - Vikarierende kommunalbestyrelsesmedlem i Høje Taastrup kommune for Enhedslisten og folkeskolelærer