Lidt om historie og demokrati

Ja, så har der igen været kongres om overenskomsten.

Hvis man udefra kigger på resultatet, ser det jo pænt ud med enighed om de opstillede krav. Men kan vi blive så enige, at vi får kvalt debatten i kongressen og blandt medlemmerne. Det kunne se sådan ud.

I forbindelse med opstilling af krav vedrørende decentral løn har hovedstyrelsen tilsyneladende ikke lært noget af historien. Før sidste overenskomst ønskede Jørn Østergård og hovedstyrelsen ikke at blive bundet til noget vedrørende den decentrale løn. Der skulle være mulighed for at følge forhandlingerne fuldt ud.

En smuk tanke, men vi kender alle resultatet, to gange nej og en ny formand.

Nu vil hovedstyrelsen tilsyneladende lave det samme en gang til, og selv om jeg har en god fantasi, rækker den ikke til at overskue et nyt nej og konsekvenserne heraf.

Så vil det blive meget svært at overleve som forening.

Medlemsundersøgelsen viste, at vi ikke ønsker den decentrale løn.

Alligevel får hovedstyrelsen banket sin resolution igennem kongressen. En resolution, som i værste fald kan betyde, at vi skal leve med den nuværende decentrale løn, og i bedste fald betyder afskaffelse af samme.

Når hovedstyrelsen på den måde presser sine tanker igennem, er det så hovedstyrelsen, der er foreningens øverste myndighed, eller er det kongressen?

Det repræsentative demokrati har et ansvar over for de enkelte medlemmer. De er valgt til at varetage deres interesser.

Desværre viste kongressen endnu en gang, at der er langt, meget langt, fra klasseværelset til foreningens øverste organer!

Det er blevet endnu sværere for det enkelte medlem at føle sig som en del af demokratiet i DLF!

Men håbet er lysegrønt, og vi kan håbe på, at Kommunernes Landsforening gerne vil være med til at afskaffe den decentrale løn. Men det kræver vist meget håb!

Egon Skou Kristensen

Haderslev