Leder: Forenede offentlige Arbejdsgivere

Situationen er historisk. Og det er altså ikke positivt ment. Det er uhørt, at Forenede offentlige Arbejdsgivere i den grad tromler hen over både lønmodtagerne og den danske model i et koordineret raid, som skal få lærerne til at finansiere både den planlagte folkeskolereform og aktuelle samt fremtidige besparelser på skoleområdet.

I rigtig mørke stunder kan man få den ide, at det vigtigste ikke engang er at presse lærerne til at undervise mere. Det kan man jo godt inden for den nuværende arbejdstidsaftale, hvad næsten alle lokale aftaler det forløbne år har vist. De har næsten alle sat undervisningstiden per lærer op, så de har kunnet undervise eleverne, på trods af at hver tiende lærerstilling er blevet nedlagt de seneste tre år. Men måske er det vigtigste i virkeligheden, at lærerne skal trynes og holde op med at tro, at de skal have indflydelse på og tage ansvar for, hvad de foretager sig. Og det gælder både i folkeskolen og på de frie skoler, gymnasier og erhvervsskoler. De skal bare rette ind!

Det ses også af en lille passus i udspillet til folkeskolereformen, som handler om at afskaffe skolernes pædagogiske råd. Den sidste minimale reminiscens af lærerrådet, hvor lærerne diskuterede den pædagogiske linje for skolen. Det skal være slut nu.

Arbejdsmarkedsforskerne har aldrig set noget lignende. At en offentlig arbejdsgiver i form af KL tør satse samtlige jetoner ved overenskomstbordet.

»I forhandlinger er der jo aldrig nogen, der kan få 100 procent af det, de kræver. Men det mener arbejdsgiverne nu, at de kan«, siger for eksempel professor Henning Jørgensen.

Det står nu efterhånden klart, at der er tale om en aftalt masterplan med finansministeren i spidsen. Han satte gymnasielærerne på plads den 8. februar. I torsdags om morgenen udsendte han lockoutvarsel for alle lærere ved de frie skoler, og torsdag middag var medlemmerne af KL-bestyrelsen derfor ikke i tvivl om hans støtte, da de besluttede at varsle lockout for samtlige folkeskolelærere. Arbejdsgiverne kan føre sig frem som »stålsatte«. De ved, at de i sidste ende bare kan få regeringen til at gribe ind. Ja, mon ikke lovudkastet allerede ligger klar. Lærerne har ikke kunnet få aktindsigt i de aftaler, som er indgået i den hemmelige arbejdsgruppe mellem Finansministeriet, KL og Ministeriet for Børn og Undervisning om lærernes arbejdstid. Men mon ikke det er de aftaler, vi lige nu ser ført ud i livet.

Officielt har der været overenskomstforhandlinger for henholdsvis friskolelærerne med staten som forhandlingsmodpart og folkeskolelærerne med KL som modpart siden begyndelsen af december. Men selv hvis man af bedste evne forsøger at se positivt på forløbet, er det umuligt at kalde det en forhandling, når den ene part fremsætter et krav, som fastholdes urokkeligt, mens den anden part forsøger sig med flere forskellige løsningsforslag - herunder om de bare kan få samme vilkår som de skolepædagoger, der allerede arbejder i skolen.

Det er her, de fleste journalister, forældre og kommentatorer går i vandet. For de taler, som om det er to parter, der ikke kan finde ud af at forhandle, og som bør sætte sig ned og tale sammen. Men hvis den ene part bare bliver stående, hvor er så forhandlingen? Der er tale om en damptromle, som skal køre lærerne flade. Det er en farlig vej for folkeskolen.